Nu er det blevet forbudt: Kan koste ét år i fængsel eller 100.000 kroner i bøde

Skrevet af Mathias Madsen

12/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Victoria er den første delstat i Australien til at forbyde hagekors ved lov.

Dagens topnyheder

De seneste par måneder er nazismen og nazister igen blevet diskuteret i medierne, fordi Ruslands præsident, Vladimir Putin, påstår, at Ukraine er ledet af en flok nynazister, og at Ruslands invasion af Ukraine er et forsøg på at afnazificere landet.

Om det er det, der har gjort udfaldet vides ikke, men nu har Victoria delstaten i Australien i hvert fald taget et stort skridt i bekæmpelsen af nazismen.

Staten har nemlig som den første australske stat forbudt ved lov at vise det nazistiske hagekors. 

Det skriver Ladbible

Den nye lov blev offentliggjort af statsadvokat Jaclyn Symes d. 11. maj, hvor hun udtalte:

"Nazisymbolet glorificerer én af de mest hadefulde ideologier i historien - offentlig fremvisning af det gør ikke andet end at skabe yderlige smerte og splittelse. Som regering ønsker vi at gøre alt, vi kan for at fjerne hadet og ikke give det plads til at gro."

Lovforslaget træder først i kraft om ét år. Til den tid kan et brud på loven straffes med fængsel i op til ét år eller en bøde på 22.000 australske dollars (107.000 kroner).

Forbuddet gælder ikke det swastika, som blandt andre hinduer bruger.

"Vi ved, at swastikaet er et symbol på fred, kærlighed og accept for hinduister, buddhister og jainere og er et virkelig vigtigt symbol for deres tro," har Symes således udtalt og slået fast, at det naturligvis fortsat er lovligt at bruge symbolet i den sammenhæng.

Hagekorset er allerede forbudt i flere europæiske lande, ligesom EU ved lov har bestemt, at det er forbudt at bruge i hadefulde sammenhænge. 

Det er dog ifølge folkedrab.dk lovligt både at benægte holocaust og bære et hagekors i offentligheden i blandt andet Danmark, Italien, Sverige og England. 

I Danmark er det blevet besluttet, at det skal være lovligt, fordi man vil værne om ytringsfriheden. 

Racismeparagraffen gør dog, at man sagtens kan blive straffet for at bære hagekorset i forbindelse med, at man "i offentlig sammenhæng" truer  "en gruppe af mennesker på grund af deres race, hudfarve, etniske herkomst, religion eller seksuelle orientering."