Nu har Ukraine status som kandidatland

Skrevet af Mathias Nielsen

09/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Europa-Parlamentet har nu gjort Ukraine til kandidatland.

Dagens topnyheder

Europa-Parlamentet har nu vedtaget en resolution, som opfordrer til, at Ukraine tildeles status som kandidatland. 438 parlamentsmedlemmer stemte for, 65 stemte imod, og 94 undlod at stemme, rapporterer det tyske medie Deutsche Welle ifølge TV 2.

Ukraine indgav allerede sin  ansøgning om EU-medlemskab, kort efter at Rusland invaderede landet i slutningen af februar måned.

Dengang gjorde man det meget klart, at man fra Ukraines side meget gerne ville optages hurtigst muligt. Sådan kommer det formentlig ikke til at gå, selvom man nu er stillet som kandidatland.

Processen hen mod at blive et reelt medlemsland er nemlig en meget langvarig proces, som indeholder en del formalia.

Dog har EU tidligere meldt ud, at man grundet de ekstraordinære omstændigheder muligvis kan forkorte den ellers langsommelige proces. Foruden Ukraine, så tæller listen over kandidatlande følgende nationer:

  • Albanien

  • Montenegro

  • Nordmakedonien

  • Serbien

  • Tyrkiet

Desuden er Bosnien-Hercegovina og Kosovo på listen som potentielle kandidatlande. 

For at blive optaget som medlemsland, så er der en række ting, som skal opfyldes. Disse betingelser er kendt som Københavnskriterierne og omfatter en fungerende markedsøkonomi, et stabilt demokrati og overholdelses af retsstatsprincippet samt indførelse af alle EU's regler, herunder på længere sigt også euroen som møntfod.

Et land, der ønsker at blive optaget i EU, skal indgive en ansøgning om medlemskab til Rådet, som så beder Kommissionen vurdere, om ansøgeren opfylder Københavnskriterierne.

Hvis Kommissionens udtalelse er positiv, skal Rådet opnå enighed om et forhandlingsmandat. Derefter forhandles der emne for emne.

På grund af den meget store mængde af EU-regler, hvert ansøgerland skal indføre i sin nationale lovgivning, tager det lang tid at gennemføre forhandlingerne.