Nu kan man vælge mellem tre køn, når man skal have nyt pas

Skrevet af Mathias Madsen

12/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Normalt står man enten angivet som kønnet 'M' eller 'F' i sit pas.

Dagens topnyheder

Hvis du åbner dit danske pas, kan du finde en overskrift som hedder 'Køn/Sex/Sexe', hvor der enten står 'M' eller 'F'.

Dette bogstav angiver, om du er en mand (M) eller en kvinde (F) og bruges blandt andet af grænsevagter til at bedømme, om du er ejeren af passet.

I USA har man på samme måde altid kunne se en persons køn i passet alt efter, om der stod 'M' for 'male' (red. Hankøn) eller 'F' for 'female' (red. Hunkøn),  men nu er der kommet en tredje mulighed. 

I takt med, at der er kommet mere og mere fokus på transkønnede og kønsneutrale personers rettigheder, blev der nemlig lagt sag an mod det amerikanske udenrigsministerium, fordi de havde nægtet en kønsneutral person at få angivet 'X' for intetkøn i sit pas i stedet for 'M' eller 'F'.

Den retssag startede i oktober sidste år, og udenrigsministeriet har nu tabt, hvilket har ført til, at de d. 31. marts i år meldte ud, at det fremover vil være muligt for amerikanere at opgive deres køn som enten 'F' for kvinder, 'M' for mænd og 'X' for intetkønnede. 

En betegnelse for køn, som stadig ikke er mulig i danske pas, selvom det var oppe at vende helt tilbage i 2012, men som allerede bruges i blandt andet Tyskland, Canada og New Zealand og altså nu også i amerikanske pas. 

Nyheden er blevet hyldet af LGBTQ+ miljøet i USA, og D. Ojeda, som selv er intetkønnet og derfor bruger stedordene de/dem/deres fremfor han/ham/hans, har ifølge TV2 udtalt, at de er glade for endelig at have fået statens accept. 

"Selv min familie forstår det stadig ikke," har de blandt andet udtalt. 

Ojeda har samtidig forklaret, at det allerede er muligt at være registreret som intetkøn på sit kørekort i flere amerikanske delstater, men at ændringen i passet er en stor sejr for kønsneutrale personer. 

"Det var jeg enormt glad for, for det var første gang, jeg rigtigt kunne se mig selv i en identifikationsblanket," har de således udtalt.