Bøden er massiv, hvis bilisterne bliver fanget i at køre efter mørkets frembrud.
De italienske politikere har kastet sig ud i en debat, der både rummer trafikpolitik og ungdomsfrihed i samme sving.
Et nyt lovforslag, der netop nu behandles i det italienske parlament, lægger op til at begrænse unge bilisters muligheder for at køre med flere passagerer i nattetimerne – og det kan komme til at koste dyrt at overtræde reglerne.
Det skriver det italienske medie Mobilita Sostenibile.
Forslaget retter sig mod bilister, der har haft kørekort i under tre år. Hvis det bliver vedtaget, vil det fremover være ulovligt for denne gruppe at have mere end én passager i bilen mellem midnat og klokken fem om morgenen. Formålet er at mindske risikoen for ulykker blandt nye og uerfarne førere, især i de farlige nattetimer.
Ifølge forslagsstillerne er det nødvendigt at sætte ind netop her, også selv om det går ud over spontane natlige køreture, pizza-ture eller hjemtransport fra fester.
Det vil heller ikke gøre nogen forskel, hvem der sidder på passagersædet. Om det er en bedsteven, en forælder eller en faster med brækket ankel – reglen gælder, uanset relationen. Og nej, det handler heller ikke om alkohol. Alligevel foreslås det, at forbuddet bliver placeret under artikel 186 i færdselsloven, som normalt bruges til at regulere spirituskørsel.
De økonomiske konsekvenser er markante. En overtrædelse kan udløse en bøde på op til 3.200 euro – knap 24.000 danske kroner. Gentagne eller grove overtrædelser kan i værste fald føre til inddragelse af kørekortet.
Loven er dog endnu ikke trådt i kraft, og unge italienere – samt danske turister med frisk kørekort – kan fortsat fylde bilen op om natten, så længe forslaget stadig er til politisk behandling.
I Italien har udspillet allerede skabt røre. Fortalere roser det som et nødvendigt tiltag i kampen mod trafikuheld blandt unge, mens modstanderne kalder det en unødig og rigid indskrænkning af personlig frihed.
Diskussionen kører, men én ting er sikkert: hvis man er ung bag rattet i Italien, bør man holde godt øje med, hvad parlamentet beslutter i de kommende måneder – især hvis bagsæderne er i brug efter midnat.