Opfordrer til at udføre simpel test: Afslører om du har forhøjet risiko for dødelige sygdomme

Skrevet af Mathias Madsen

08/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det britiske sundhedsvæsen har for første gang nogensinde anbefalet en meget simpel test, som kan afsløre, om du bør tabe dig.

Dagens topnyheder

Normalt vurderes det ud fra ens BMI, om man er overvægtig eller ej. 

BMI (Body Mass Index) er en matematisk formel, som beregner forholdet mellem en persons højde og vægt, hvilket kan hjælpe med at vurdere, om man er over-, under- eller normalvægtig.

Metoden har dog det problem, at den ikke tager højde for, om den store vægt skyldes for meget fedt eller en stor muskelmasse, og hvor fedtet sidder, og den er derfor længe blevet kritiseret for at være upræcis. 

En persons vægt kan desuden svinge meget alt efter tidspunktet på døgnet, mængden af motion, som man har dyrket på dagen, og mængden af mad og vand, som man har indtaget.

Nu har det britiske sundhedsvæsen (NHS) derfor meldt ud, at de anbefaler en ny metode til at undersøge, om man bør tabe sig. 

Den britiske avis The Sun skriver således, at det er første gang nogensinde, at NHS anbefaler, at man tager fat i et målebånd for at undersøge, om man er overvægtig eller ej. 

Måden det undersøges på er nemlig ved at måle henholdsvis ens højde og ens omkreds rundt om maven. 

Tommelfingerreglen er, at ens omkreds rundt om maven altid bør være mindre end halvdelen af ens højde. 

Det vil sige, at man skal være mindre end 90 centimeter rundt om maven, hvis man er 180 centimeter høj. 

Er man ikke det, er man ifølge NHS overvægtig, og det kan bringe mange uhyggelige konsekvenser med sig. 

Overvægt øger nemlig risiko for mange livsstilssygdomme såsom hjerte- og leversygdomme, diabetes og nogle former for kræft. 

Dr Paul Crisp har udtalt følgende, om den nye anbefaling: "En klar fordel ved at bruge liv-til-højde forholdet er, at folk nemt selv kan måle det, overveje resultatet og søge medicinsk rådgivning, hvis de har en øget helbredsrisiko."

Rachel Batterham, som er konsulent i overvægt, diabetes og endokrinologi og har været med til at formulere den nye anbefaling, har ligeledes udtalt følgende om den nye anbefaling og helbredsrisikoen ved overvægt: 

"En øget mængde fedt ved maven øger en persons risiko for at udvikle alvorlige livsforkortende sygdomme [...]. Liv-til-højde forholdet er en simpel [og] nem målingsmetode, som identificerer folk, som har øget helbredsrisiko og med fordel ville kunne få støtte til vægttab [...]"