Overdængede mand med glimmer: Så røg de i fængsel

Skrevet af Mathias Madsen

14/01/2022
Pinellas County Sheriff's Office
Pinellas County Sheriff's Office
To amerikanske kvinder er endt i fængsel efter, at de udførte et bizart overfald, som involverede en stor mængde glimmer.

Dagens topnyheder

29-årige Sarah Franks og 27-årige Kaitlyn O'Donovan startede året med glitter og glimmer ligesom mange andre, men deres måde at bruge det festlige stads på har dog endt med at koste dem en tur i fængsel. 

De to kvinder blev ifølge Unilad arresteret i mandags, d. 10. januar, fordi de havde overfaldet en mand på hans hjemmeadresse klokken 3 om natten og kastet store mængder glimmer ud over ham og rundt i hans lejlighed.

Franks og O'Donovan dukkede angiveligt op på mandens adresse midt om natten, ringede på og vækkede ham og begyndte at diskutere med ham, da han åbnede døren og trådte ud på sin veranda i beboelsesejendommen i Clearwater, Florida i USA. 

Efter kort tids diskussion kastede de to kvinder en beholder med glimmer på manden, som ramte hans hoved og overkrop. 

Fox13News forklarer, at manden - ikke overraskende - var forvirret over 'overfaldet', og han nåede derfor ikke at stoppe Franks i at hoppe over rækværket til verandaen, hvorefter hun løb ind i mandens lejlighed. Her kastede Franks endnu flere beholdere med glimmer mod manden, da han fulgte efter. 

O'Donnovan har angiveligt fulgt efter Franks og manden ind i lejligheden, og her gik de to kvinder amok med endnu mere glimmer. De kastede således adskillige beholdere med glimmer efter manden og rundt i hans lejlighed, og Franks sparkede angiveligt også til et vindue, som gik i stykker. Herefter flygtede de to kvinder ud i en bil og forlod området. 

Manden ringede og anmeldte overfaldet til politiet, og efterforskere opsporede hurtigt bilen, som var parkeret ved kvindernes fælles lejlighed.

Betjentene havde umiddelbart ikke nogen beviser, udover offerets vidneudsagn, for, at det var de to kvinder, som var gerningsmændene, men det ændrede sig ved ankomsten til lejligheden.

Her kunne de nemlig fastslå, at bilens motor stadig var varm, at der var glimmer i bilen, som matchede med glimmeret i mandens lejlighed, og at Franks havde præcis det tøj på, som anmelderen havde beskrevet.  

De to kvinder blev derfor anholdt og sigtet for røveri, og Franks blev desuden sigtet for hærværk på grund af den smadrede rude. De blev indlogeret i en celle i Pinellas County fængsel, hvor deres kaution blev sat til $75.000 (næsten 500.000 kroner).

Unilad kan berette, at Franks siden er blevet løsladt, men at O'Donnovan stadig sidder fængslet. Om Franks er løsladt mod kaution eller af andre grunde vides ikke.

Det er endnu ukendt for offentligheden hvordan eller om de to kvinder og manden kendte hinanden, og hvad diskussionen gik ud på. Det er desuden uvidst, hvorfor de to kvinder var 'bevæbnet' med glimmer, og hvor de havde fået alt den glimmer fra.