Pilot løj om erfaring og fløj med massevis af passagerer: Nu er der faldet dom

Skrevet af Mathias Madsen

01/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En pilot har fået en fængselsstraf, fordi han løj på sit CV blandt andet for at få et job hos British Airways.

Dagens topnyheder

Det er aldrig i orden at lyve om sine erfaringer og uddannelse på et CV, men især når man arbejder som pilot, må det siges, at være ekstremt uansvarligt. 

Alligevel valgte Craig Butfoy, som har arbejdet som pilot hos British Airways, at lyve om blandt andet sin erfaring, da han søgte job som pilot hos flyselskabet.

Det har nu ifølge Ladbible resulteret i en fængselsdom på 12 måneder til den 49-årige mand, som d. 28. marts blev dømt for i to tilfælde at have brudt luftfartsloven og fire tilfælde af svindel ved 'Snaresbrook Court' i London. 

Her indrømmede han de to brud på luftfartsloven, og ved en tidligere høring indrømmede han de fire tilfælde af svindel. 

Han blev blandt andet dømt for at have skrevet på sit CV, at han havde 1.610 timers erfaring som ruteflyspilot, selvom det ikke er tilfældet. 

Derudover har han også skrevet, at han havde licens til at flyve privatfly - hvilket ikke er sandt - og en længere række andre løgne og overdrivelser, som blandt andet indebærer en række falske kursusbeviser.

British Airways, som han arbejdede for i flere år, understreger dog, at piloten aldrig har været til fare for flyselskabets passagerer. 

Det skyldes blandt andet, at han havde pilotlicens og aldrig var alene om at styre flyet, da deres fly altid har to piloter ombord. 

British Airways har ligeledes slået fast, at Butfoy blev suspenderet øjeblikkeligt, da svindlen blev opdaget, og at han derfor ikke har fløjet for selskabet i flere år. 

I en udtalelse fra British Airways står der:

"Vores kunder og flypersonales sikkerhed er altid vores prioritet, og den fuldt kvalificerede pilot blev suspenderet, og en efterforskning blev igangsat så snart BACityFlyer blev opmærksom på uoverenstemmelser i hans ansættelseshistorik. På intet tidspunkt var der nogen risiko for kunder eller kolleger."