Rusland har oprustet i det skjulte, og de nye baser kan potentielt bringe Nato-lande inden for rækkevidde.
Rusland har i al hemmelighed udbygget sin militære kapacitet med en række nye dronebaser.
Lækkede dokumenter og satellitbilleder viser ifølge The Telegraph, at ti særlige baser er blevet opført eller ombygget.
De bruges allerede i krigen mod Ukraine, men deres placering betyder, at de potentielt også kan bruges til angreb mod europæiske Nato-lande.
Nato-land inden for rækkevidde
De nye faciliteter ligger langs grænserne til Ukraine og Belarus og giver Rusland mulighed for at sende langtrækkende droner afsted fra flere forskellige positioner.
Ifølge The Telegraph betyder udviklingen blandt andet, at Polens hovedstad, Warszawa, befinder sig inden for rækkevidde af russiske langtrækkende droner.
Det betyder ikke, at Rusland har besluttet at angribe Polen eller andre Nato-lande.
Baserne giver dog Rusland en kapacitet, der potentielt kan anvendes mod mål uden for Ukraine.
Flere af baserne er tidligere militære anlæg eller civile lufthavne, som er blevet ombygget til brug for droneoperationer.
Kan sende flere droner afsted
På de ti baser er der ifølge mediet blevet etableret i alt 59 særlige affyringsramper til droner.
En af baserne skulle samtidig have kapacitet til at huse op mod 1.000 droner, inden de bliver sendt afsted.
Udbygningen kan dermed gøre det muligt for Rusland at sende større mængder droner på vingerne på samme tid og angribe fra flere forskellige retninger.
Mike Monnik, der er leder af sikkerhedsselskabet DroneSec og har analyseret satellitbillederne, mener, at udviklingen viser en voksende russisk kapacitet.
“Det udvidede antal af affyringsramper viser, at Rusland kan afsende et stadigt større antal droner, mens de samtidig bruger teknologi, der gør dem sværere at stoppe,” siger han ifølge The Telegraph.
Rusland øger dronetruslen
De nye oplysninger kommer samtidig med, at russiske droner fortsat spiller en central rolle i krigen mod Ukraine.
Så sent som i weekenden blev den ukrainske hovedstad, Kyiv, ramt af et stort russisk angreb.
De nye baser har allerede gjort det muligt for Rusland at sende droner mod Ukraine fra nye vinkler.
Ifølge The Telegraph understreger udbygningen samtidig Moskvas ambition om at øge sin kapacitet på droneområdet.
Det særligt opsigtsvækkende er basernes geografiske placering og rækkevidden på de droner, der kan operere derfra.
Dermed kan faciliteterne ikke alene spille en rolle i den fortsatte krig mod Ukraine.
De giver også Rusland mulighed for potentielt at nå mål i europæiske Nato-lande, hvis konflikten på et tidspunkt skulle udvikle sig i den retning.