Seksårig banket i timevis og 11-årig tortureret til døde: Stjal mad fra chefen

Skrevet af Mathias Madsen

22/07/2022
OBS: Arkivfoto / Foto: Shutterstock
OBS: Arkivfoto / Foto: Shutterstock
En frygtelig sag har set dagens lys.

Dagens topnyheder

Selvom det er fuldstændig utænkeligt at sætte børn til at arbejde i dagens Danmark, er det desværre ikke usædvanligt i mange andre lande i verden. 

I det asiatiske land Pakistan er det således udbredt med børnearbejdere, og det er for eksempel ikke usædvanligt, at fattige familier lader deres børn arbejder for rige familier for at tjene til dagen og vejen.

To af disse børnearbejdere har lidt en frygtelig skæbne i et velhavende kvarter i byen Lahore i Pakistan. 

Der er tale om en 11-årig dreng og hans seksårige lillebror, som begge to har været udsat for bank og tortur af deres arbejdsgiver i flere måneder, hvilket nu har resulteret i, at den 11-årige har mistet livet. 

Det skriver VICE

Ifølge mediet har de to børn arbejdet for den rige familie i nogle måneder, og de har ofte fået bank på grund af ligegyldige uoverenstemmelser, men forleden endte det helt galt, da de to børn stjal mad fra familiens køleskab. 

Begge børn fik som straf tæsk i flere timer, og skaderne på den 11-årige var så voldsomme, at han mistede livet, mens den seksårige heldigvis overlevede. 

Dødsfaldet blev ifølge lokalt politi opdaget, da det lokale hospital anmeldte episoden. 

“Jeg rykkede ud til en anmeldelse fra et hospital om, at de havde modtaget liget af et barn, der bar tegn på tortur,” har en lokal betjent ved navn Amanullah således forklaret og uddybet, at tre af fem mistænkte i sagen er i politiets varetægt. 

“To af de tiltalte bragte ham ind [til hospitalet],” har Amanullah, som har bedt om kun at blive omtalt med fornavn, fordi han ikke må udtale sig om sagen, forklaret. 

Børnenes forældre er fortsat ikke informeret, da de ikke svarer på politiet og myndighedernes henvendelser. 

I Pakistan er det ulovligt for børn under 14 år at arbejde, men det vurderes, at cirka 12,5 millioner børn under 14 år alligevel arbejder på blandt andet fabrikker, i landbruget og hos private familier rundt om i landet.