Sportsstjerne havde mindre end ét gram cannabisolie i tasken: Nu venter 9 års fængsel i Rusland og KÆMPE bøde

Skrevet af Mathias Madsen

05/08/2022
Foto: Emin Dzhafarov/Kommersant Photo/Ritzau Scanpix
Foto: Emin Dzhafarov/Kommersant Photo/Ritzau Scanpix
En sportsstjerne har for alvor fået Ruslands strenge narkolove at føle, og nu er der kun én ting, der kan redde hende fra tæt på ét årti i et russisk fængsel.

Dagens topnyheder

Den amerikanske basketballspiller Brittney Griner, som normalt spiller for Phoenix Mercury, trak overskrifter over hele USA, da hun i februar var blevet taget med under ét gram cannabisolie i tasken i Sheremetyevo International Airport nær Moskva. 

Siden har hendes historie spredt sig til resten af verden, og torsdag skete der noget, som for alvor har sat gang i overskrifterne over hele verden.

Griner blev nemlig ifølge VICE idømt hele ni års fængsel og en bøde på én million rubler (cirka 121.000 kroner) på grund af besiddelse af den lille mængde ulovlige olie.

Brittney Griners anholdelse har udløst demonstrationer flere steder i USA / Foto: Shutterstock

Straffen skal desuden afsones i Rusland, som er kendt for at have et meget hårdt fængselsmiljø, og flere organisationer, borgere og amerikanske politikere har derfor lagt pres på Rusland for at løslade sportsstjernen, men torsdag blev det altså slået fast, at det ikke var en mulighed. 

Recept og undskyldning hjalp intet

Retssagen har været i gang i flere måneder, og inden Griner i går sad i en celle i en retssal i Rusland og fik sin dom, havde hun ved tidligere retssager undskyldt for at have bragt olien ind i Rusland, ligesom hun tidligere har forklaret, at olien blev taget med ved en fejl, fordi hun pakkede i hast. 

Hendes advokat har desuden tidligere bevist, at Griner havde fået olien udleveret på recept af en læge i den amerikanske delstat Arizona, men den russiske domstol slog altså torsdag fast, at olien alligevel er ulovlig i Rusland. 

"Det var aldrig min mening at skade nogen [...]. Det var aldrig min mening at bryde nogle love her. Jeg lavede en ærlig fejl, og jeg håber, at jeres beslutning ikke lader mit liv slutte her. Jeg ved, at alle taler om [...] politik, men jeg håber, at det er langt fra denne retssal," udtalte Griner under en retssag i sidste måned, men lige lidt hjalp det. 

Om det ér politik, der har haft en afgørende betydning på grund af USA og Ruslands involvering i krigen i Ukraine vides ikke, men siden domsafsigelsen har sagen i hvert fald fået politisk interesse fra blandt andre USA's præsident, Joe Biden. 

"Det er uacceptabelt, og jeg beder Rusland om at løslade hende øjeblikkeligt, så hun kan være sammen med sin kone, elskede, venner og holdkammerater," udtalte præsidenten således kort efter dommen blev givet. 

"Min administration vil fortsat arbejdet utrætteligt og jagte enhver mulighed for at bringe Brittney [...] sikkert hjem så snart som muligt," har han desuden udtalt. 

Biden har tidligere forsøgt at få Griner hjem; blandt andet ved at tilbyde Rusland den dømte, russiske våbensælger, Viktor Bout, som i øjeblikket afsoner en 25-år-lang dom i USA for salg af våben, i bytte.

Til gengæld ville USA have Griner og den tidligere amerikanske soldat, Paul Whelan, som har siddet fængslet i Rusland siden 2020, udleveret til USA, men for at acceptere dette krævede Rusland også at få udleveret den russiske soldat Vadim Krasikov, som i øjeblikket sidder fængslet i Tyskland for mord. 

Et krav som USA har nægtet at efterkomme, hvilket betyder, at Griners eneste håb for at slippe for den lange fængselsstraf fortsat er forhandlingerne mellem Rusland og USA. 

Hør mere om sagen i videoen herunder: