Den 21-årige sygeplejerske Melanie Koz fra Canada har skabt overskrifter og fået millioner af visninger på TikTok efter at have delt sin vægttabsrejse.
Således har hun smidt 11 kilo på blot ét år helt uden brug af slankemedicin. I stedet tilskriver hun sit vægttab til en simpel, men konsekvent ændring i kosten: en proteinrig morgenmad med græsk yoghurt, honning og frugt.
“Det holdt mig mæt i timevis og hjalp mig med at opbygge muskler og blive mere tonet,” forklarer Melanie i en række videoer, som tilsammen har fået over to millioner visninger.
Hendes forvandling begyndte i 2023 efter flere forgæves forsøg på at smide de overflødige kilo, hvor hård motion blev kombineret med kun små kostændringer. Først da hun deltog i et ernæringskursus som led i sin sygeplejerskeuddannelse, faldt brikkerne på plads.
Melanie beskriver, hvordan hun i begyndelsen af sin karriere udviklede en vane med at spise cheeseburgere og chips efter lange, stressede vagter. Den dårlige kost holdt hende fanget i en ond cirkel, indtil hun lærte at skifte kulhydraterne ud med magre proteinkilder som kylling, hytteost og græsk yoghurt.
De søde og salte snacks blev byttet ud med edamamebønner, fedtfattige mælkeprodukter og hjemmelavede, proteinrige versioner af hendes livretter – som chili med ekstra bønner og endda pizza med yoghurtbaseret dej.
Det vigtigste for hende var at skabe et kalorieunderskud uden at gå sulten i seng.
“Proteinrige måltider gjorde det meget nemmere at holde mig mæt, uden at jeg følte, at jeg ofrede al nydelse,” siger hun.
Med tiden blev den sunde livsstil suppleret med rolige gåture på løbebånd og senere styrketræning i fitnesscenter.
I dag deler Melanie Koz flittigt sine erfaringer og opskrifter på sociale medier, i håbet om at inspirere andre, der føler sig fastlåst i deres vægttabsrejse.
“Jeg ved, hvordan det føles at sidde på den anden side af skærmen og ønske sig en anden krop. Jeg deler ikke for likes, men fordi jeg håber, det kan hjælpe bare én person,” lyder det fra den unge sygeplejerske.