Trådte ud af varmt brusebad: Kostede ham næsten livet

Skrevet af Nicolai Busekist

22/11/2020
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
De fleste kan vedkende sig, at det kan være ubehageligt at træde ud af et varmt brusebad. Men for en 34-årig mand kostede det ham næsten livet.

Dagens topnyheder

Manden blev nemlig ramt af en voldsom allergisk reaktion, da han blev eksponeret for badeværelses kolde temperaturer. Det skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk.

Han udviklede ikke blot røde plamager over hele kroppen, men gik også i allergisk chok. Det er en tilstand, hvor blodtrykket falder kraftigt, hvilket resulterer i, at det er næsten umuligt at trække vejret. 

Kort inden den allergiske reaktion, var manden flyttet fra det tropiske Mikronesien (en øgruppe øst for Filippinerne) til den amerikanske stat Colorado, hvor det er køligt. Ligeledes var han begyndt at udvikle allergiske reaktioner. 

Det var dog først, da manden blev fundet af sin familie på badeværelsesgulvet, at han blev akut indlagt på hospitalet. Her fandt lægerne ud af, at han var blevet ramt af såkaldt kold nældefeber. Det er en sjælden sygdom, der anslås at ramme omtrent 0,05 procent af befolkningen. 

Den allergiske reaktion opstår, når den smittede person bliver eksponeret for kolde temperaturer. Dette inkluderer også både kold luft og vand. 

Symptomerne opstår dog i særdeleshed, såfremt det er hele kroppen, der udsættes for det. Det vil sige, at det især kan være farligt for en sådan person at tage en svømmetur i det fri i koldt vand. Som det var tilfældet for den 34-årige mand, kan reaktionen også forekomme, hvis man træder nøgen ud i kold luft. 

I få tilfælde har det endda været rapporteret, at der er personer, der har oplevet symptomer efter at have indtaget kold mad eller drikke. 

Når denne sygdom skal diagnosticeres, foregår det på ganske simpel vis: Lægerne placerer en isterning direkte på huden i fem minutter. Hvis der under isterningen efter fem minutter er en hævet, rød plamager, tyder det på, at personen lider af kold nældefeber. 

Den oprindelige rapport om tilfældet er udgivet i The Journal of Emergency Medicine.