Den amerikanske præsident har sat en række tiltag mod Moskva i bero i en periode på 60 dage.
Den pause, som Donald Trump har sat på flere former for told og sanktioner mod Rusland, kommer til at have en samlet varighed på 60 dage. Sådan lyder det fra USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det planen, at denne periode skal bruges til at vurdere følgerne for verdensøkonomien.
“Præsidenten ønsker at bruge de 60 dage på at analysere, hvad indførelsen af både sanktioner og told vil betyde for den globale økonomi og også for den amerikanske økonomi,” siger Rubio ifølge Ritzau.
Han understreger, at lovpakkens økonomiske begrænsninger kommer til at ramme flere lande end blot Rusland.
Konflikter presser energipriserne
Rubio har også udtalt, at verdens energipriser for tiden bliver presset i vejret af en række konflikter. Det omfatter blandt andet krigen mellem USA og Iran samt den yemenitiske Houthi-bevægelses angreb mod Saudi-Arabien.
Ifølge Rubio begynder verdens konflikter at flette sig ind i hinanden, og det er ikke blot noget, der kan mærkes på prisen på olie og diesel, men også i økonomierne rundt omkring i verden.
Fredag kom det frem, at Trump havde skrevet under på en bekendtgørelse, som satte tiltagene mod Rusland i bero. Pakken, der omfatter Iran såvel som Rusland, blev vedtaget af Kongressen med et klart flertal i sidste måned.
Hård kritik
Den nye pakke med sanktioner, som nu her blevet sat på pause, har fået navnet ‘Lindsey O. Graham Sanctioning Russia and Iran Act of 2026’ efter Lindsey Graham, som er en nu afdød republikansk senator, der bakkede Ukraine op.
Både demokrater og republikanere har langet hårdt ud efter Trump, efter at det er kommet frem, at han har valgt at sætte sanktionerne i bero. Den republikanske senator Thom Tillis, der ofte har kritiseret administrationen, kaldte i et opslag på X beslutningen dybt uansvarlig.
“Hvis præsidenten rent faktisk vil sænke energipriserne, kan han gøre det ved at løse problemet med Iran i stedet for at gøre Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.) en tjeneste,” skrev han ifølge Ritzau.