Turist på krydstogtskib angrebet og dræbt af haj

Skrevet af Mathias Madsen

07/09/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En turist på et krydstogtskib mistede søndag livet til en tyrehaj.

Dagens topnyheder

En amerikansk turist på et krydstogtskib har på tragisk vis mistet livet til en tyrehaj. 

Det skriver flere udenlandske medier; blandt andre BBC.

Ifølge mediet er offeret en 58-årige dame fra den amerikanske stat Pennsylvania. 

Kvinden var på ferie med krydstogtskibet 'Harmony of the Seas', som sejler for selskabet Royal Caribbean International. 

Søndag havde skibet lagt til i en havn i Bahamas, og kvinden var sammen med familiemedlemmer, andre turister og guider taget på en snorkeltur med et lokalt firma til et område nær Green Cay ved Nassau. 

Her blev hun, mens hun snorklede, pludselig angrebet af en haj, som senere er blevet identificeret som en tyrehaj. 

Familiemedlemmer og guider så angrebet og formåede at trække kvinden ind til strandkanten, men det var desværre for sent. 

Ifølge et lokalt medie har en talsperson for det lokale politi ved navn Chrislyn Skippings udtalt, at kvinden fik skader og sår til hendes "øvre ekstremiteter."

Skaderne var så voldsomme, at kvinden kort tid efter angrebet blev erklæret død på stedet af lokale myndigheder. 

Angrebet fandt sted på første dag af krydstogtskibets planlagte syv-dages rejse. 

Royal Caribbean International har i en udtalelse efterfølgende meldt ud, at selskabet "yder støtte og assistance til gæstens nære i denne svære tid."

Angrebet er det første hajangreb med dødelig udgang i Bahamas siden 2019, hvor en 21-årig kvinde fra Californien også mistede livet til en tyrehaj kun 800 meter fra angrebet, som fandt sted i søndags. 

Tyrehajen er blandt de tre farligste hajer for mennesker og arten er ekstremt agressiv. Kun tigerhajer og hvidhajer er ansvarlige for nogenlunde samme mængde angreb på mennesker som tyrehajen.