U2-koncert aflyst i Sverige: Kom til at lukke pistolmand ind

Skrevet af admin

21/09/2015

Mest læste i dag

Tusindvis af rockfans fik sig en skuffelse søndag aften, da en koncert med det irske rockband U2 i Stockholm endte med at blive aflyst.

Det skriver Aftonbladet.

Koncerten med U2 skulle været begyndt klokken 20.15 i Globen, men i stedet endte det hele i kaos og evakuering af arenaen.

De tilskuere, som endnu ikke var kommet ind i Globen, måtte vente i timevis i køer foran indgangene. Og de tilskuere, der var kommet indenfor, blev beordret ud igen. Angiveligt fordi politiet skulle gennemsøge arenaen i jagten på en bevæbnet mand.

Arrangøren Live Nation forklarede først forsinkelsen med tekniske problemer, men ifølge den svenske avis skyldtes det, at en bevæbnet mand skulle have henvendt sig i sikkerhedskontrollen og fremvist en pistol, hvorefter han var sluppet ind i Globen.

- Jeg er politimand og glemte at efterlade den her på jobbet, skulle han have sagt. Derefter var han blevet lukket ind.

Kort tid efter blev indgangene spærret for alle andre end politifolk, og tilskuerne blev bedt om at forlade stedet. En tilskuer fortæller til Expressen, at alle blev kropsvisiteret på vej ud.

Klokken 22.25 kom så den besked, de mange forventningsfulde rockfans var begyndt at frygte: Koncerten med U2 var aflyst, meddelte arrangørerne.

Ifølge Aftonbladet har politiet ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med gennemsøgningen af Globen.

- På grund af et sikkerhedsspørgsmål måtte Globen tømmes, og efter råd fra politiet har vi ikke andet valg end at flytte koncerten til en ny dato. Aftenens koncert med U2 flyttes hermed til tirsdag 22. september, skriver Globen og Live Nation på Facebook.

En talsperson for politiet i Stockholm bekræfter over for Expressen, at "vi har oprettet en anmeldelse om brud på våbenloven" uden at uddybe det nærmere.

/ritzau/