Ung sygeplejerske fik blodprop af vaccine: Tag den alligevel

Skrevet af Nicolai Busekist

22/05/2021
Foto: Facebook
Foto: Facebook
En ung sygeplejerske, der blev indlagt på hospitalet med tre blodpropper, efter at have fået en vaccine mod coronavirus, råder alligevel folk til at lade sig vaccinere.

Mest læste i dag

En ung sygeplejerske, der blev indlagt på hospitalet med tre blodpropper, efter at have fået coronavaccinen fra AstraZeneca, opfordrer til, at man lader sig vaccinere trods de 'sjældne' bivirkninger.

Det skriver News.com.au. 

Ellie Peacock, der arbejder på et hospital i Queensland i Australien, støttet op omkring vaccinen, selvom hun selv har haft dårlig erfaring med den, efter at have fået den første dosis den 31. marts. 

Det forstås, at hun fik det første stik en uge før regeringen meddelte, at personer under 50 år ikke længere ville modtage vaccinen fra AstraZeneca som følge af bekymringer om blodpropper. 

Ellie led af svær hovedpine og brystsmerter, og blev diagnosticeret med lungebetændelse, før lægerne opdagede, at hun havde blodpropper i lungerne. 

Ifølge Therapeutic Goods Administration (TGA) er det en tilstand, der er kendt som trombotisk trombocytopenisk purpura (TTP), som er en 'meget sjælden' blodsygdom. 

Den unge sygeplejerske er nu nødt til at få foretaget blodprøver ugentligt, ligesom hun skal CT-scannes hver måned samt tage blodfortyndende medicin i seks måneder. 

Alligevel har den dårlige oplevelse med vaccinen ikke medført, at hun ikke støttet op omkring den.

Foto: Facebook

"Jeg synes stadig, at folk bør følge TGA-retningslinjerne," sagde hun til A Current Affair ifølge News.com.au. 

"Jeg er ikke en 'anti-vaxxer'. Jeg har aldrig misset en vaccine i mit liv. Jeg har aldrig haft bivirkninger af nogen anden vaccine. Dette er den første, der har givet mig en reaktion." 

Ellie bekræftede i interviewet, at hun havde modtaget et opkald fra TGA, der bekræftede, at blodpropperne faktisk var knyttet til vaccinen. 

"Når oplysningerne fra databasen kommer ud, ja, så vil hendes sag tælles blandt dem," sagde en TGA-repræsentant ifølge News.com.au. 

Hun arbejder som sygeplejerske i Brisbane, som regelmæssigt er udsat for potentielle coronaviruspatienter, hvorfor det var nødvendigt for hende at få vaccinen. 

Den 18. april, mere end to uger efter at have fået vaccinen, dukkede hun op på Royal Brisbane Women’s Hospital med dunkende smerter og stramhed i lægmusklen, hvilket er 'tegn på blodpropper', siger hun. 

Her blev hun scannet, men de kunne ikke identificere nogen blodpropper, hvorfor hun blev sendt hjem igen. Ifølge Courier Mail aftog smerte i hendes lægmuskel derhjemme. 

Kort efter begyndte Ellie dog at blive ramt af regelmæssig, smertefuld hovedpine, hvilket hun valgte at ignorere frem til 7. maj. Her begyndte hun at opleve stor smerte nær kravebenet ved indånding. 

To dage senere troppede hun igen op på hospitalet, efter at være blevet ramt af muskelsmerter i ryggen og ribbenene. Her blev der foretaget et røntgenbillede, hvorefter lægerne fortalte hende, at hun havde lungebetændelse og sendte hende hjem. 

Kl. 02.00 den 11. maj blev Ellie kørt til hospitalets akutafdeling for tredje gang, fordi hun havde ekstremt vejrtrækningsbesvær. 

"Jeg blev sendt hjem inden for seks timer uden yderligere test udført, og fik at vide, at det er en normal smerte ved lungebetændelse, og at jeg blev nødt til at udholde smerte, indtil medicinen begyndte at virke," sagde hun til Courier Mail. 

Foto: Facebook

Et par dage senere besøgte hun sin egen læge, der opdagede, at hendes iltniveauer var faldet til 90 procent, hvorfor hun igen blev sendt på hospitalet. 

Denne gang valgte Ellie dog at insistere på, at der blev udført flere test, hvilket førte til, at hendes egentlige sygdom blev opdaget. 

"Efter at have insisteret på yderligere test, fandt de endelig tre blodpropper i den ene lunge," har den 18-årige kvinde skrevet på Instagram. 

Hun fortalte også, at lægen mente, at da de foretog den første scanning af hendes læg i april, havde blodproppen enten allerede flyttet sig eller var for lille til at blive opdaget. 

"Denne oplevelse har været skræmmende og overvældende, men jeg er i bedring. Nu vil jeg fokusere på mit helbred de næste seks måneder," sagde hun. 

Ellie hævder desuden, at fordi hendes blodpropper ikke passede med den sædvanlige tidslinje for lignende hændelser, var hun nødt til at overbevise lægerne om, hvad der var sket med hende.

"Så lyt altid til din krop, for ingen kender den lige så godt som dig selv," skrev hun på Facebook.