Vil forbyde TikTok for millioner

Skrevet af Mathias Nielsen

15/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I USA har senatet onsdag vedtaget et forbud mod brug af TikTok for millioner af mennesker. Nu er forslaget et skridt tættere på at blive en realitet.

Dagens topnyheder

Det sociale medie TikTok har over de seneste år oplevet en enorm vækst i antallet af brugere og ikke mindst interaktion på selve platformen.

Det er naturligvis til stor glæde for influencere, som nu har endnu en platform at tjene penge på samt ikke mindst stifterne bag mediet.

Men det er her, der er et problem. TikTok er nemlig af kinesisk oprindelse, og det har sat gang i en frygt blandt amerikanske politikere.

Stemningen mellem Kina og USA er ikke god, og sociale medier er blandt andet kendetegnet ved at have en masse data om sine brugere.

I USA frygter flere senatorer nu kinesisk overvågning, som man mener kan være en trussel mod den nationale sikkerhed, fordi ansatte i Beijing kan få adgang til også amerikaneres personlige data.

Derfor har man forbudt alle ansatte i den amerikanske statsadministration at hente eller bruge TikTok på deres arbejdstelefon. Det amerikanske senat vedtog forbuddet i enstemmighed onsdag, skriver Berlingske.

Dermed mangler en tilsvarende godkendelse i den anden del af den amerikanske Kongres, Repræsentanternes Hus blot, før præsident Joe Biden kan underskrive loven, således at den kan træde i kraft.

Der har tidligere været lovforslag fremme i senatet om at forbyde brugen af TikTok, men det nåede aldrig videre.

Amerikanske delstater som Maryland, Texas og Iowa har allerede taget skridt til at forbyde offentligt ansatte at installere TikTok på deres arbejdsudstyr, men inden længe vil det med al sandsynlighed gælde i alle 50 delstater.

Ifølge Statista var der i 2021 18,83 millioner statsligt ansatte i USA.