Voldsomme uroligheder i Rusland: Demonstranter anholdes på stribe

Skrevet af Mathias Madsen

25/02/2022
Foto: TikTok
Foto: TikTok
Flere demonstranter og aktivister har de sidste par dage vist deres støtte til Ukraine ved at demonstrere i de russiske byer, men det er ikke gået stille for sig.

Dagens topnyheder

Som bekendt startede Rusland en total invasion af deres naboland Ukraine tidligt torsdag morgen, d. 24. februar, under påstand om, at de udøvede "selvforsvar" og 'blot' forsøgte at uskadeliggøre Ukraines agressive militær. 

Vesten har dog ikke godtaget den undskyldning, og flere vestlige statsoverhoveder har "fordømt" Rusland og kaldet angrebet en "total invasion," og USA's præsident Joe Biden har blandt andet udtalt, at Rusland kommer til at være ansvarlig for "død og ødelæggelse."

Spørger man Ruslands præsident, Vladimir Putin, så er det nok os andre, som er galt på den, da han flere gange har givet udtryk for, at det er Ukraine og Vesten der er skurken, og at Rusland blot forsøger at opretholde fred - et billede som han helt sikkert forsøger at sælge til de 144 millioner indbyggere, som bor i det store land.

Ministeriet for Digital Udvikling, Kommunikation og Medier i Rusland har således ifølge TV2 truet med  store bøder og sanktioner mod nyhedsmedier, som deler "falsk information," hvilket  defineres som at dele informationer om dødstal, angreb og lignende, som ikke kommer fra officielle russiske kilder. 

Trods Putins tydelige forsøg på at manipulere sin befolkning og overbevise dem om, at krigen var en nødvendighed for at beskytte Rusland, så valgte flere tusinde russere ifølge The New York Times (TNYT) at gå på gaden og demonstrere i flere byer rundt omkring i Rusland i løbet af dagen i går, torsdag d. 24. februar. 

Ifølge avisen har flere af demonstranterne beskrevet Ukraine som en "broderlig nation" og udtalt, at de følte sig "knuste og deprimerede" over nyheden om den russiske invasion af landet.

Russisk politi anholder demonstranter i Moskva / Foto: TikTok

Demonstrationerne har dog ikke fået frit løb, og ifølge TNYT har politiet torsdag blandt andet afspærret Pushkinskaya pladsen i Moskva for at undgå demonstrationer og selv små grupper af demonstranter blev bedt om at forlade stedet eller blive anholdt. 

TV2 skriver ligeledes, at aktivisten Marina Litvinovich har udtalt, at hun er blevet tilbageholdt af politiet, efter hun opfordrede til antikrigs-demonstrationer. 

"Jeg blev pågrebet på vej ud af mit hus," skrev hun således på beskedtjenesten Telegram og til nyhedsbureauet Reuters. 

I løbet af dagen fortsatte demonstrationerne dog i især landets hovedstad Moskva og i St. Petersburg, og ifølge TV2 samlede cirka 200 mennesker sig blandt andet i St. Petersburg torsdag aften, og flere lokale medier berettede samtidig om demonstrationer i Moskva, hvor politiet anholdte demonstranter på stribe.

Torsdag aften ved 20-tiden meldte Reuters ud, at der foregik demonstrationer med kampråbet "nej til krig" i mere end 40 russiske byer, som har resulteret i tusindvis af anholdte.