WWF: Det er blevet billigere at redde verden

Skrevet af admin

13/04/2014

Mest læste i dag

Det er blevet både nemmere og billigere at bremse klimaforandringerne - men det haster, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden i kølvandet på en ny rapport fra FN's Klimapanel.

WWF Verdensnaturfonden fremhæver, at det ifølge rapportens forfattere i de seneste år er blevet væsentligt billigere og nemmere at bevæge sig væk fra investeringer i fossile brændsler og i stedet satse på vedvarende energi.

- Rapporten rummer en virkelig god nyhed, siger John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling.

- Det er populært sagt blevet billigere og nemmere at redde verden fra de voldsomme klimaforandringer, vi står over for.

- Og fra et dansk perspektiv er det svært ikke at glæde sig over, at vi i mange tilfælde er hjemland for de virksomheder, der leverer de grønne løsninger til gavn for både klima og nationaløkonomi, siger John Nordbo.

Den danske klimaekspert fastslår dog samtidig, at vi ikke skal glæde os for tidligt.

Det er nemlig afgørende, at politikere kloden over nu beslutter sig for at satse benhårdt på at bruge og videreudvikle de løsninger, vi har, mener han med indirekte henvisning til, at verdens lande fortsat ikke kan enes om en ny bindende klimatraktat i FN-regi.

Rapporten viser, at investeringerne i vedvarende energi verden over skal mere end tredobles i forhold til niveauet i dag, hvis den globale opvarmning skal tæmmes.

- For at bremse klimaforandringerne kræver det, at vi over en bred kam dropper investeringerne i sort energi, og at verdens ledere bliver enige om en forpligtende, global klimaaftale i Paris, når COP21 løber af stablen i 2015, siger WWF's klimachef.

- Det haster voldsomt med at få det globale udslip af CO2 til at falde. Indsatsen i det næste årti bliver afgørende for at holde temperaturstigningen under de to grader, som er så vigtigt.

- Venter vi længere, bliver det næsten umuligt - og i hvert fald meget dyrere, siger John Nordbo.

/ritzau/