Zelenskij afviser underskriftindsamling: Det kan ikke komme på tale

Skrevet af Mathias Nielsen

23/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Volodomyr Zelenskij bakker ikke op om flere tusinders ønske.

Mest læste i dag

Siden invasionen startede i Ukraine, så har det ikke være muligt for ukrainske mænd at forlade fædrelandet. De skulle blive og kæmpe mod den russiske overmagt, som invaderede landet den 24. februar.

Der florerer i øjeblikket et forsøg på at lade unge mænd forlade landet via en underskriftsindsamling, som over 25.000 ukrainere har skrevet under på.

Men det kan ikke komme på tale, at unge kampdygtige mænd skal kunne forlade Ukraine, når så mange soldater mister livet hver dag i krigen, siger landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, til den ukrainske netavis Ukraynskaja Pravda ifølge Berlingske.

Underskriverne kræver konkret, at mænd i alderen 18-60 år skal have lov at forlade landet. 

»Jeg ved ikke, hvem underskriftsindsamlingen henvender sig til. Måske er den rettet mod mig,« siger Zelenskyj og tilføjer:

»På den anden side skulle den måske henvende sig til de forældre, der har mistet deres sønner – sønner, som har ofret deres liv for at forsvare en egn eller en by i vores land?«

Zelenskij talte derefter om Donbas-regionen, som lige nu er hårdt ramt af kampe mellem russiske og ukrainske soldater. Her dør der ifølge Zelenskij mellem 50 og 100 ukrainere om dagen.

Donbas er placeret i det østlige Ukraine, og grænser derfor op til Rusland mod øst. Der bor desuden et stort mindretal af etniske russere i regionen.