14 beskidte hemmeligheder fra en søvnberøvet forælder

Skrevet af Kirstine Petersen

11/06/2015

Mest læste i dag

Det er heldigt, at ens barn er det mest fantastiske, der er hændt én. Især når man begynder at overveje sin egen opførsel i de første år af barnets liv.

Manglende søvn er en velvalgt torturmetode i ekstremt ubehagelige fængsler, men som forælder har man nærmest valgt at melde sig frivilligt til at udstå metoden i en årrække.

Når man ser sig selv udefra, vil man langsomt se sine standarder for fx hygiejne degenerere markant, i takt med at antallet af måneder, hvor søvnen bliver taget fra en, stiger. Jeg har blandt andet bemærket følgende: 

1) Jeg har skabt en ny valuta: Alt kan gøres op i søvn; vil jeg helst spise eller sove? (svar: Sove). Vil jeg helst have sex eller sove (svar: Sove). Vil jeg helst ud og drikke kaffe med en veninde eller sove (svar: Du har gættet det).

2) Jeg har set TV2 Charlie en hel aften, selvom jeg ikke kan udstå det skidt – og udelukkende, fordi jeg var for træt til at rejse mig og hente fjernbetjeningen, så jeg kunne skifte kanal.

3) Jeg har spist en optøet lasagne fra fryseren uden at varme den, fordi jeg ikke orkede at proppe den i mikooovnen og desuden var bange for, at mit barn ville nå at vågne og skrige, inden jeg nåede at spise færdigt.

4) Jeg har tabt mig fem kilo, fordi jeg glemmer at spise. Ikke fordi jeg ikke elsker mad. Jeg elsker mad. Hvorfor findes der ikke en mad-ambulance til forældre, der kan rykke ud med en æggemad eller lignende for en flad 20’er en gang om dagen, så man sikrer sig selv overlevelse?

Læs også: Nybagte fædre får et års barsel med fuld løn hos dette flyselskab

5) Hvis mit barn tisser på gulvet, kan jeg godt finde på at smide et håndklæde hen over det. Og ikke vaske gulvet bagefter.

6) Jeg kan stå helt fabrilsk foran min chef og glane, fordi jeg simpelthen ikke kan huske, hvad det var, jeg skulle sige til ham. I disse situationer kan en sætning ikke starte forfra nok gange. Og den kan ikke indeholde for mange øh´er og bøh´er, fordi jeg padler, indtil jeg kommer i tanke om dét, jeg skulle sige (eller evt. bare ender med at snakke om vejret i stedet til min chefs store irritation).

7) Når jeg støvsuger, kan jeg finde på at tage ting op med hånden og brække dem i stykker eller eventuelt træde på det til det knuses, så det passer bedre op i støvsugerslangen. 

8) Jeg har ikke nogen garderobe. Min vasketøjskurv er mit klædeskab, fordi jeg ikke længere gider at hænge tøjet op eller lægge det sammen.

9) Jeg er blevet mester i at pakke min opvaskemaskine, så jeg slipper for at sætte den over og tømme den to gange.

Læs også: Den nye babystol, som alle mødre ville ønske, de havde tænkt på først

10) Jeg fandt en bolle med fosiler af smør i kurven med legetøj. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg gav mit barn bollen, men den har i hvert fald ligget der i en uge.

11) Jeg har ofte hældt youghurt i min kaffe. Eller saft. Jeg ser ikke lige på kartonen, inden jeg hælder. Og jeg opdager det ofte for sent.

12) Jeg går ofte i supermarkedet med en huskeseddel, fordi jeg ved, at jeg ikke kan huske, hvad jeg skal have, når jeg står der. Jeg er for træt. Problemet er, at jeg glemmer, at jeg har huskesedlen med, og så kommer jeg hjem med alt dét, jeg ikke skulle bruge og intet af dét, der stod på listen.

13) Jeg har tørret et andet menneskes snot af i mit ærme, fordi jeg manglede en stofble eller et lommetørklæde. Jeg havde alligevel ikke været i bad i to dage og skulle ikke se andre mennesker end min kæreste, så why not?

14) Jeg kan stå i badet i fyrre minutter. Ikke fordi jeg bruger tiden på at vaske hår og barbere ben, men fordi der er stille. Og jeg er alene.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: