De tidligere deltagere afslører nu, hvad de fik for at stille sig ud på Danmarks mest berømte dansegulv.
Lige nu læser andre
Der bliver danset for sidste gang i år, når glitter, stramme kostumer og sved på panden endnu engang fylder fredag aften på TV 2. Efter to årtier med trin, tårer og tosset charme lukker Vild med dans ned for godt, bekræfter kanalen.
Programmet, der siden 2005 har været en fast del af danskernes weekend, runder dermed 22 sæsoner og et væld af kendis-deltagere – fra bokselegender til politikere, musikere og tv-værter.
At svinge hofterne i bedste sendetid har dog ikke været en gratis fornøjelse for TV 2. Gennem årene har flere deltageres lønninger fundet vej til offentligheden, og honorarerne spænder fra 45.000 kroner i de tidlige år til sagnomspundne millionbeløb for de mest profilerede navne.
Ifølge B.T. fik Klaus Bondam omkring 50.000 kroner for sin medvirken i første sæson, som han donerede til AIDS-Fondet.
Anderledes var tonen fra Oliver Bjerrehus, der i 2008 forhandlede sig frem til 120.000 kroner – plus 20.000 ekstra for hvert afsnit, han dansede sig videre i. Kort efter fordoblede han dog sit krav til 240.000 kroner med yderligere bonus for hvert program. Den strategi holdt sig dog ikke længe på benene, da han røg ud som den første i sæsonen.
Læs også
Rygtet vil, at bokseren Mikkel Kessler senere skulle have fået op mod en million kroner for sin deltagelse, men det er aldrig blevet bekræftet. Andre, som tidligere Venstre-profil Kristian Jensen, stillede til gengæld op uden at kræve en krone.
I årets udgave har Alfred Midé Erichsen, Camilla Ottesen, Gustav Andersen Salinas, Jasmin Lind, Jesper Asholt, Julie Rudbæk, Peter Løvenkrands, Pusle Helmuth, Sissal og Skinz kastet sig ud på gulvet. De seneste uger har både Pusle Helmuth, Skinz og Peter Løvenkrands måtte sige farvel til danseskoene.
Fredagens udsendelse bliver dog anderledes. Programmet støtter op om Knæk Cancer – og for første gang i sæsonen slipper alle deltagere for at blive stemt ud.