Hans Pilgaard blev erklæret rask sidste år: Så vendte kræften tilbage

Skrevet af Ninna Andreasen

06/10/2016
Han blev erklæret rask i november sidste år, men det var desværre en kortvarig raskmelding for Hans Pilgaard, hvis kræft ikke ville slippe taget.

Mest læste i dag

Tv-værten Hans Pilgaard er kendt for sine sjove bemærkninger, smil og gode humør, men de seneste tre år har mildest talt udfordret den positive livsindstilling.

Først gik han og kæresten gennem mange år fra hinanden. Hans Pilgaards far døde. Sidste år fik han diagnosticeret kræft i tarmene, skriver Se & Hør

Tv-værten måtte igennem en skrap kemokur. I november 2015 blev han erklæret rask. Men kræften var desværre ikke væk for bestandigt, fortæller han nu.

I sin nye selvbiografi, Støj og fortielser, fortæller Hans Pilgaard at kræften for få måneder siden vendte tilbage igen.

Han fik konstateret en metastase i leveren den 25. maj.

- De næste uger og måneder hører til de hårdeste i mit liv. Jeg må erkende, at kræ­ften igen er en del af mit liv. Jeg græder, mens jeg skriver, siger og tænker den sætning, for jeg vil så gerne smide al kræ­ft og sygdom ad helvede til. Spare og skåne Jobbe, min familie og mine nærmeste venner, lyder det fra Hans Pilgaard.

Til tv-værtens held opdagede lægerne kræften tidligt i forløbet. Han kom den 10. juni på operationsbordet og fik kemoterapi.

Han fandt styrke til at se sin frygt for kræften i øjnene, da han den 28. juli var til koncert med sit store idol Bruce Springsteen. Sangen “Everything’s gonna be allright” fik en tanke til at plante sig i tv-værten.

 

- Ikke fordi der ikke kommer mere mørke og modgang, for det gør der. Ikke fordi vi ikke skal dø en dag, for det skal vi. Men fordi vi skal leve inden. Nu. Lige nu.

Hans Pilgaards selvbiografi udkommer den 11. oktober.