Livet som småbørnsforælder kræver som regel både energi, tålmodighed og overskud.
Forestil dig så at skulle balancere rollen som nybagt far samtidig med, at du træder ind i bedsteforældrenes verden.
Det er netop blevet virkeligheden for den populære komiker Lars Hjortshøj, der midt i sit eget babyeventyr nu også kan kalde sig morfar.
Den 57-årige komiker Lars Hjortshøj er for alvor trådt ind i en periode fyldt med bleer, barnevogne og søvnløse nætter.
Ikke nok med, at han selv blev far igen i november sidste år, kan han nu også glæde sig over sit første barnebarn.
Det er datteren Emma, som han har med ekskonen Tina Bilsbo, der torsdag gav liv til en lille pige ved navn Lulu.
Det afslørede Tina Bilsbo selv på sin Instagram-profil med ordene:
”Størst er kærligheden og den er allerede kæmpe stor til lille Lulu.”
Lars Hjortshøjs yngste barn, som han fik med sin 23 år yngre kæreste Camilla, er blot seks måneder gammel, men kan altså allerede kalde sig onkel.
Dermed har den populære komiker både fået rollen som far og morfar på rekordtid.
Nye kapitler efter skilsmissen
Emma er det eneste fælles barn mellem Lars Hjortshøj og Tina Bilsbo, som blev skilt i 2021.
Efter bruddet har de begge fundet lykken på ny.
Lars Hjortshøj danner i dag par med sin yngre kæreste Camilla, mens Tina Bilsbo siden 2022 har været sammen med buddhistlæreren Marie Kronquist.