Bandet Fyr & Flamme, der har ’Sygeplejeskolen’-skuespilleren Jesper Groth som forsanger, er bookmakeren Bet25’s store favorit til at vinde lørdagens danske melodigrandprix.
Det oplyser bookmakeren Bet25 i en pressemeddelelse.
Med sangen ’Øve os på hinanden’ er bandet den helt store favorit. Vinder Fyr & Flamme Dansk Melodi Grand Prix 2021, giver det odds 1.90.
“Fyr & Flamme er svære at komme udenom og er vores bedste bud på en vinder. Deres sang er stærkt inspireret af 80’erne og rammer en lyd, som er populær for tiden. Den kommer med garanti til at appellere bredt til folk hjemme i stuerne,” siger Morten Olsen, oddschef hos Bet25.
En folkekær skuespiller
I modsætning til de tidligere år er der til årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix ingen professionel fagjury, som skal uddele point til sangene. Derimod er det suverænt seerne, som bestemmer. Det er en stor fordel for Fyr & Flammes vinderchancer.

Fyr & Flamme består af Jesper Groth og Laurits Emanuel. Foto: DR / Rasmus Laursen.
“Betydningen af at have en folkekær skuespiller som frontfigur skal bestemt ikke underkendes. Et melodigrandprix er en popularitetskonkurrence, og det siger sig selv, at det ikke er en ulempe, at Jesper Groth er i spidsen. Han er kendt og elsket af mange danskere og kan alene af den grund trække mange stemmer,” siger Morten Olsen.
Fyr & Flamme har i det forgangne år haft to store radiohits – ’Menneskeforbruger’ og ’Kamæleon’ – som har sikret bandet en stor fanskare. Du kan lyttet til hittet 'Menneskeforbruger' øverst i denne artikel.
Det fremhæver Morten Olsen som endnu en grund til, at de er Bet25’s favorit, og ud fra folks indsatser kan bookmakeren se, at spillerne deler den samme vurdering.
“Hele 42 procent af omsætningen er spillet på ’Øve os på hinanden’. Vi startede faktisk med at tilbyde odds 2.75 på sangen til at vinde, men har løbende justeret det ned til det nuværende odds. Så spillerne er enige med os i, at Fyr & Flamme løber med sejren,” siger Morten Olsen.
Udover Jesper Groth består Fyr & Flamme af musikeren Laurits Emanuel.
Dansk Melodi Grand Prix 2021 bliver afholdt uden tilskuere i DR Byen og starter lørdag kl. 20. Det kan ses på DR 1 og DRTV.