Adskillige seere modtog en kvittering om, at deres stemmer var gået til et andet par. Nu forklarer TV 2.
Lige nu læser andre
Forvirringen var til at tage og føle på blandt seerne, da TV 2 fredag aften sendte endnu en omgang ‘Vild med dans’.
Flere, der stemte på parret Pusle Helmuth og Damian Czarnecki, fik nemlig en kvittering retur, hvor der stod, at de havde stemt på et helt andet par.
Ifølge flere kommentarer på sociale medier stod der i SMS-svaret, at stemmen var afgivet til May Lifschitz og Mads Vad – et dansepar, som deltog i programmet sidste år.
“Jeg syntes, at det var mærkeligt, da jeg stemte på Pusle og Damian, fik jeg en besked tilbage, tak fordi du stemte på May og Mads,” skrev en seer på Newsner Danmarks Facebook, mens andre fortalte, at de senere modtog en korrigeret besked og en undskyldning fra TV 2.
Kanalen har siden forklaret til Newsner, at der var tale om en teknisk fejl i den automatiske kvitteringsbesked, ikke i selve stemmeoptællingen. PR-konsulent Sascha Meineche udtaler:
“Det er korrekt, at der desværre var en fejl i retur-SMS’en i fredags. Alle stemmer til Pusle og Damian er modtaget og korrekt optalt. Fejlen lå udelukkende i den automatiske kvittering.”
Fredagens program endte med, at Skinz og Mille Funk måtte forlade konkurrencen, mens Pusle Helmuth og Damian Czarnecki fortsætter i ræset om dansegulvet.