Torsdagen starter ganske pænt, men det varer ikke ved, lyder meldingen fra DMI.
Torsdagen kan begynde ganske pænt flere steder i Danmark, men det er værd at nyde de tørre timer, mens de er her.
For allerede i løbet af dagen begynder vejret at ændre karakter, når en front bevæger sig ind over landet vestfra.
Det betyder, at sol og opholdsvejr gradvist bliver afløst af skyer, regn og byger.
Vejrskiftet begynder i vest
Ifølge DMI ligger fronten torsdag morgen over Nordsøen, hvorfra den langsomt bevæger sig mod Danmark.
Det er derfor den vestlige del af landet, der først vil opleve vejrskiftet. Her tiltager skydækket, inden regn og byger efterhånden følger med.
Fronten har dog ikke travlt. Den bruger både dagen og natten på at bevæge sig hen over landet, og først i løbet af natten når den frem til Bornholm.
Temperaturen kommer samtidig kun op omkring 15 grader, da skyerne kommer til at dominere en stor del af dagen.
Vinden tager til
Når fronten har passeret, begynder det gradvist at klare op fra vest i løbet af aftenen.
Solen kan derfor igen kigge frem mellem skyerne, selv om enkelte byger fortsat kan forekomme.
Samtidig bliver der skruet op for vinden, som kan nå op på frisk vind fra vest og sydvest.
Og torsdagens vejrskifte ser ikke ud til at blive en enlig svale.
Mere ustadigt vejr venter
Resten af ugen og begyndelsen af næste uge fortsætter ustadigt vejr med at strømme ind over Danmark fra vest.
Det betyder skiftende perioder med regn, byger og sol, mens vinden også bliver mere markant frem mod weekenden.
Søndag og mandag kan vinden blive jævn til hård, og ved kysterne kan der stedvis komme kuling.
Dagtemperaturerne ventes generelt at ligge mellem 14 og 19 grader, mens nætterne byder på mellem 8 og 15 grader.
Mandag tegner foreløbig til at blive den køligste dag.