7 ting du aldrig må gøre, før du lægger dig til at sove

Nils Würtzenfeld

364 uger siden

|

01/08/2017
Videnskab
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vi kender alle til at ligge søvnløs.

Dagens topnyheder

Man vender sig, drejer sig, har det måske for varmt og venter kun på, at søvnen skal sætte ind.

Men har du problemer med at sove, så skyldes det muligvis, at du foretager dig en eller flere 'forkerte' ting, inden du lukker øjnene på puden.

Hos Independent har man kigget nærmere på en række faktorer, der kan modvirke søvn.

Her kan du læse om syv af dem.

1. Træning: Hvis du tænker, at du lige kan nå at løbe en håndfuld kilometer før sengetid eller tage 50 armbøjninger at falde i søvn på, så tro om igen. Motion kvikker nemlig op, forhøjer din kropstemperatur og leder din krop til at tro, at den skal til at være aktiv.

2. Mobil-tid: Rigtig mange mennesker ligger badet i skæret fra mobiltelefonen eller computeren, før de skal sove. Men det er en dårlig idé. Lyset fra dit sene skærmkiggeri forstyrrer nemlig kroppens produktion af hormonet melatonin, som er med til at regulere kroppens døgnrytme, og som fortæller os, hvornår det er tid til at sove. Derfor forstyrrer digitale gadgets din søvn.

3. Tankespind: Det er lettere sagt end gjort, men hvis du ønsker at falde hurtigt i søvn, så er det en dårlig idé at ligge og spekulere. For hvis du først begynder at gruble over morgendagens gøremål og stresse over, hvor mange timers søvn, du kan nå at få, så får du endnu sværere ved at sove. Koncentrerer man sig om at sove, vil det nemlig have den stik modsatte effekt.  

4. Alkohol: De fleste har erfaret, at alkohol kan gøre én træt og sløv, men det er en dårlig idé at forsøge at drikke dig i søvn. For selvom du måske går hurtigt omkuld efter et par flasker vin, så vil søvnen bliver forringet, når alkoholen først suser rundt i blodet natten over. Alkohol vil nemlig medvirke til, at du sover både dårligere og kortere.

5. Varme: Adskillige undersøgelser har påvist, at vi mennesker sover bedre i afkølede rum. Derfor skal du skrue ned for varmen i soveværelset, når du skal sove. Også selvom det er vinter, pivkoldt og tanken om et lunt soveværelse kan være tillokkende, så er det stadig en dårlig idé. Kølige temperaturer og udluftning er derimod vejen frem.

6. Arbejde i sengen: Hvis du er typen, der plejer at ordne dagens overarbejde i sengen om aftenen, så bør du overveje at lægge din dagsrytme om. Både fordi lyset fra en computerskærm ikke er godt for dig, før du skal sove (se punkt nummer to) men også fordi, dit soveværelse bør være forbeholdt søvn - og sex. Hvis man forbinder soveværelset med andet end søvn, kan du med tiden få problemer med at sove.

7. Dyr i sengen: Det kan godt være, at det er enormt hyggeligt at invitere din hund eller din kat med op i sengen, men ikke desto mindre er det stadig en dårlig idé. Husdyr i sengen kan nemlig medvirke til både en urolig nattesøvn samt allergier, som ligeledes kan forstyrre din søvn.

Læs også: Amanda advarer mod populær behandling: ‘Jeg følte, at min hud blev ædt op’