De fleste spiser det: Undersøgelse slår fast, at udbredt tilsætningsstof øger risikoen for kræft

Skrevet af Henrik R

04/08/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En britisk undersøgelse har én gang for alle slået fast, at tilsætningsstoffet nitrit, som f.eks. findes i meget kød og flere grøntsager, øger risikoen for visse typer af kræft.

Dagens topnyheder

Nitrit er et tilsætningsstof, som tilsættes særligt kødprodukter - også i Danmark. 

Stoffet beskytter mod baktier og er blandt andet årsagen til, at bacon har den farve, det har.

Det er altså noget, som rigtig mange spiser dagligt, men som man længe har mistænkt for at have uheldige bivirkninger, og nu har en britisk undersøgelse ifølge Berlingske slået fast, at tilsætningsstoffet ér dårligt for helbredet. 

Faktisk øger det ifølge undersøgelsen risikoen for visse typer af kræft. 

Det skriver The Guardian. 

Undersøgelsen, som er foretaget af forskere fra Queens University Belfast, har ved hjælp af forsøgsmus vist, at indtag af fødevarer med nitrir øger risikoen for visse kræfttyper markant. 

Mus, der var fodret med nitritholdigt svinekød, havde således 75 procent flere kræftsvulster generelt og hele 82 procent flere tumorer i tarmen end mus, der blev fodret med svinekød uden nitrit. 

Udgør en reel risiko for folkesundheden

Nitrit har længe været mistænkt for at øge risikoen for kræft, og ifølge Berlingske har flere tidligere undersøgelser antydet, at det er tilfældet. 

På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man således også læse, at det anbefales, at "man stræber efter at fastsætte den tilladte mængde af nitrit i fødevarer så lavt som muligt."

Alligevel er nitrit udbredt i flere lande - herunder Danmark - men ifølge forskerne bag den britiske undersøgelse, er der nu ingen tvivl, om man bør forbyde nitrit.

"Resultaterne af denne nye undersøgelse gør kræftrisikoen forbundet med nitritkoncentreret kød endnu tydeligere. Det daglige forbrug af nitritholdig bacon og skinke udgør en meget reel risiko for folkesundheden," lyder det således fra én af forskerne bag undersøgelser, professor Chris Elliott. 

90 procent af den solgte bacon i Storbritannien indeholder nitrit, og Elliott har derfor på det kraftigste opfordret den britiske regering til at overveje at gøre noget ved problemet, hvilket man faktisk allerede har gjort i både Frankrig og Danmark. 

Frankrig har således indført egne regler om den tilladte mængde af nitrit i fødevarer, og siden 1995 har Danmark også haft regler for anvendelse af nitrit i fødevarer. 

I Danmark er grænseværdierne ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri lavere, end i resten af EU. 

Men måske grænseværdien snart bliver endnu lavere både i Danmark og resten af EU. 

Fødevarestyrelsens hjemmeside står følgende om tilsætningsstoffet: "Nitrit er tilladt at bruge som teknologisk tilsætningsstof i visse fødevarer, da stofferne hæmmer udvikling af bakterien Clostridium botulinum, som kan give pølseforgiftning (botulisme). Samtidig er der dog den bivirkning ved stofferne, at de kan danne kræftfremkaldende nitrosaminer i kødprodukter."

Nitrit bruges primært i forarbejdet kød såsom bacon og skinke, men findes også naturligt i visse grøntsager i form af nitrat, som kan omdannes til nitrit. 

Det gælder f.eks. grønkål, spinat og selleri.