Dyrt oksekød får folk til at sætte hest på menuen: Det er faktisk sundere

Skrevet af Mathias Madsen

13/11/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Prisen er ikke den eneste gode grund til at spise hestekød i stedet for oksekød.

Dagens topnyheder

Inflationen i Danmark - og resten af verden - er på sit højeste, og det har fået mange familier til at se sig om efter områder, hvor der kan spares. 

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at folk kører mindre bil, bruger mindre strøm og varme og køber billigere fødevarer, og sidstnævnte kan særligt føre til store besparelser.

Især kød og mejeriprodukter er nemlig eksploderet i pris, og der kan derfor være mange penge at spare ved f.eks. at undvære kød i dagligdagen. 

Det er dog ikke alle, der har lyst til det, og mange har derfor i stedet valgt at ty til billigere kødprodukter. 

Det betyder, at oksekød er blevet mindre populært, mens man flere steder er begyndt at sælge f.eks. hestekød, da det er væsentlig billigere end oksekød. 

Ifølge det videnskabelige magasin Illustreret Videnskab er prisen dog ikke den eneste fordel ved hestekød. 

Hestekød besidder nemlig også en række nærings- og sundhedsmæssige fordele, som oksekød ikke besidder. 

Sådan lyder det i en udtalelse fra den amerikanske landbrugsstyrelse (USDA). 

Styrelsen påpeger blandt andet, at hestekød indeholder færre kalorier end oksekød. 

100 gram hestekød med 30 procent fedt indeholder f.eks. cirka 175 kalorier, mens 100 gram oksekød med 30 procent fedt indeholder hele 241 kalorier, og selv ved mere fedtfattige udgaver af oksekød, er hestekød mere kaloriefattigt. 

Derudover indeholder hestekød en anelse mere protein, ligesom hestekød er spækket med mineraler og fedtsyrer, som er gode for kroppen og helbredet. 

Det meste oksekød indeholder 10-15 procent fedt, mens hestekød oftest kun indeholder 6 procent fedt, og kvaliteten af fedtsyren i hestekød er væsentlig bedre for helbredet end det i oksekød. 

Ydermere indeholder oksekød mere kolesterol og op mod tre gange så meget mættet fedt som hestekød, hvilket gør, at indtagelse af oksekød øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og visse typer kræft væsentlig mere, end indtagelse af hestekød gør. 

Næringsindholdet af vitaminer og mineraler er desuden en anelse bedre i hestekød, da der er betydeligt mere jern, magnesium, kalium, fosfor, kobber og vitamin B3 i hestekød end i oksekød. 

Oksekød 'vinder' kun på mængden af zink og selen.