Nyt studie: Derfor skal du sove til middag

Skrevet af Nicolai Busekist

26/01/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et nyt studie viser, hvorfor du bør sove til middag – og meget gerne hver dag!

Dagens topnyheder

Regelmæssige middagslure - selvom det blot er fem minutter pr. gang - kan forbedre din mentale sundhed og hjælpe med at afværge demens. Det viser et nyt studie, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet General Psychiatry, skriver Daily Mail.

Forskere fra Kina har studeret søvnmønstrene hos 2.214 sunde og raske voksne i alderen 60 år og derover, der bor i forskellige storbyer - herunder Beijing, Shanghai og Xian. 

Af deltagerne angav 1.534 personer, at de ofte tager en middagslur på mellem fem minutter og to timer, mens de resterende 680 personer angav, at de ikke gør. 

Hver af forsøgspersonerne deltog også i en demenstest, hvorfra resultaterne viste, at der var 'signifikante' forskelle mellem dem, der sov til middag, og dem, der ikke gjorde. 

At sove til middag blev derfor forbundet med bedre lokalitetsbevidsthed, et mere flydende sprog, og en bedre hukommelse. 

I takt med, at folk bliver ældre, ændres deres søvnmønster også. Det bliver derfor mere almindeligt at tage en middagslur, når man kommer op i årene. Meget tyder dog på, at der intet problem er forbundet med at tage en middagslur - tværtimod. 

"Udover at reducere søvnighed, er der også en række andre fordele ved at tage en middagslur," har forskerne skrevet i deres rapport.  

De forklarede videre, at disse fordele blandt andet omfatter 'bevaring af hukommelsesevnen, bedre indlæring og et boost af den følelsesmæssige stabilitet'. Det understreges dog også, at disse fordele ikke blev observeret i alle tilfælde.

Sara Imarisio, der er en anerkendt britisk demensforsker, har dog understreget, at det kræver, at der bliver forsket yderligere i folks generelle sovevaner, før det er muligt at konkludere, om en middagslur kan være med til at 'forbedre de kognitive egenskaber og modvirke demens hos ældre mennesker.'