Solcreme redder hud – men kan koste knogler.
Det blev brutalt tydeligt for en 48-årig kvinde fra Chengdu i Kina, da et enkelt vrid i sengen førte til et knoglebrud.
Det skriver South China Morning Post.
Ifølge læger på XinDu Traditional Medicine Hospital havde kvindens skelet nået et punkt, hvor det bogstaveligt talt knækkede af ingenting.
Den dramatiske diagnose lød på fremskreden knogleskørhed, forårsaget af langvarig og ekstrem D-vitaminmangel. Og det var ikke bare en smule under det anbefalede niveau. Ifølge Dr. Long Shuang viste kvindens blodprøver så lave værdier, at knoglevævet var svækket i en grad, man sjældent ser.
Forklaringen? En livslang afvisning af sollys. Kvinden havde ifølge hospitalet brugt solcreme konsekvent, undgået kortærmet tøj og opholdt sig minimalt udendørs – en livsstil, der, trods god hud, havde efterladt hendes skelet nærmest uden byggematerialer.
Ifølge Jiang Xiaobing, der er leder af rygkirurgisk afdeling på et universitetshospital i Guangzhou, er sollys helt centralt for kroppens evne til at danne D-vitamin – og uden det, kan kroppen ikke optage kalk nok til at vedligeholde knoglerne.
“Alle knoglerne i vores krop fornyes hvert 10. år, men fra 30-årsalderen begynder vi at miste knoglemasse med en hastighed på 0,5 til 1 % om året. Lavt calciumindtag, mangel på sollys og D-vitaminmangel hæmmer alle calciumoptagelsen,” forklarer Xiaobing.
Sagen har skabt debat på kinesiske sociale medier, hvor mange peger på et skønhedsideal, der i årevis har ophøjet lys hud som symbol på status og skønhed. Den kultur har ført til udbredt brug af solafskærmende tøj, solcremer med høj faktor og parasoller året rundt – og måske også til utilsigtede sundhedsproblemer.
Solcreme beskytter effektivt mod hudkræft, men når brugen bliver så konsekvent, at kroppen ikke længere får lov til at danne livsnødvendige vitaminer, tipper balancen. Lægerne bag sagen advarer nu om, at flere kan være i farezonen – især dem, der kombinerer overdreven solbeskyttelse med lavt indtag af mælkeprodukter eller kalk.
Kvinden i Chengdu slap uden varige men, men hendes historie bruges nu aktivt i kinesisk sundhedsoplysning som eksempel på, at skønhedspleje også har en bagside – især når den fortrænger biologiens mest grundlæggende behov: sol på huden og kalk til knoglerne.