8 dårlige vaner på Facebook, der pisser dine venner af

Skrevet af Nils Würtzenfeld

10/04/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Har du flere af disse Facebook-vaner? Så er det måske en god idé at lave dem om, hvis du vil beholde dine venner.

Mest læste i dag

Kan du heller ikke forstå, hvorfor folk ligeså stiller sletter dig som ven på Facebook?

Så har vi en god og en dårlig nyhed til dig.

Den gode er, at det højst sandsynligt ikke skyldes dig som person.

Den dårlige er dog, at det i stedet skyldes din adfærd på Facebook.

En række forskningsstudier er nemlig nået frem til stribe dårlige Facebook-vaner, som på sigt kan resultere i irriterede venner og i værste tilfælde færre kontakter på det sociale medie. Det skriver Independent.co.uk.

Derfor bør du luge ud i følgende dårlige vaner, hvis du fortsat vil være populær på Facebook.

1. Du deler for mange billeder: Hvis du er typen, der i løbet af en dag når at dele billeder af både din mad, at din kat, dine børn, din løbetur samt af den fødselsdag, du har været til, så bør du overveje at skære ned på delingerne.
- Det skyldes, at folk, udover ens meget nære venner og familiemedlemmer, ikke lader til at være positivt stemt overfor dem, der konstant deler billeder, forklarer David Houghton, fra Birmingham Business School. Han har i 2013 stået bag et studie, der kunne konkludere, at det kan skade dine venskaber - både på Facebook men også i virkeligheden - at dele for mange billeder på sociale medier. 

2. Du har for mange – eller for få – Facebook-venner: I et andet studie fra 2008 blev en flok college-studerende bedt om at kigge på en række fiktive Facebook-profiler og vurdere, hvor godt de syntes om profilernes ejere. Resultatet viste, at folk der havde omkring 300 Facebook-venner var foretrukket blandt forsøgspersonerne. De mindst populære Facebook-brugere havde under 100 venner, men også personer med over 300 sociale bekendtskaber var blandt de mindre populære. Forsøgspersonerne mente nemlig, at mange Facebook-venner ikke vidner om, at man er populær, men snarere at man er desperat efter opmærksomhed.

3. Du deler alt for personlige ting: Selvom ærlighed er en dyd, og selvom de fleste sætter pris på, når du deler noget personligt med dem, så viser flere studier, at Facebook ikke er stedet at dele de allermest personlige detaljer om dig selv eller andre. For hvis du vælger at krænge dit hjerte – eller dine mest intime problemer – ud på det sociale medie, så får det dig til at fremstå meget lidt selvsikker og dermed også mindre vellidt.

4. Dit profilbillede er taget for tæt på dit ansigt: Forskere fra California Institute of Technology har fundet ud af, at ansigter, der er fotograferet fra en afstand på 45 centimeter eller mindre, både virker mindre troværdige og mindre attraktive. Dermed kan du, uden at vide det, irritere folk med dit profilbillede, hvis det er en selfie, der er taget lidt for tæt på dit ansigt.

5. Du er for sød: Det er altid en positiv egenskab at være sød og rar ved andre mennesker, men især på Facebook kan det dog give bagslag, hvis du er for sød. Et 2010-studie fra Washington State University har nemlig undersøgt konsekvensen af at være for sød ved andre ved at lade forsøgspersoner spille en række computerspil. En række spillere blev i hemmelighed sat til at være ’søde holdkammerater’, der hele tiden roste deres medspillere – lige meget om de gjorde det godt eller skidt. Det blev til sidst enormt irriterende for deltagerne, da den falske venlighed fik dem til at føle sig usikre. Perspektiveret til Facebook mener forskerne derfor, at det med tiden har den modsatte effekt, hvis du ud fra en påtaget venlighed evigt og altid roser dine veninders profilbilleder eller deres opdateringer.

6. Du praler: Det er fuldt ud forståeligt, hvis du har behov for at vise dine Facebook-venner medaljen fra dit halvmaraton, din nye bil eller jeres perfekte og moderigtige hjem, men vær opmærksom på, at der er en hårdfin balance mellem at vise sig frem og at prale. På engelsk kaldes det ’humblebragging’-  altså at man praler på en beskeden måde, og netop dette fænomen har et studie fra Harvard Business School taget pulsen på. Ikke overraskende havde det en negativ effekt på forsøgspersonerne, når de blev udsat for ’beskedent pral’ og derfor skal du også passe på, når du viser dig frem på Facebook, for selv dine bedste venner gider ikke at se eller høre om alt det, du har eller kan.

7. Du er for nervøs: Folk der er ængstelige og ofte beklager eller bekymrede sig på Facebook er ikke altid i kridthuset hos deres digitale venner. Det skyldes, at din nervøsitet og usikkerhed påvirker folks opfattelse af dig negativt. I et studie fra Monell Chemical Senses Center foretaget fra 2013 bad man forsøgspersoner om at bedømme og rangere en række kvinder, hvorfra nogen fremstod nervøse og usikre, mens andre virkede selvsikre. De kvinder, som fremstod nervøse og usikre, fik de laveste rangeringer, da vi generelt ikke finder disse karaktertræk flatterende. Og sådan har dine Facebook-venner det højst sandsynligt også, hvis du ofte skriver lange og beklagende opdateringer.

8. Du smiler ikke: Hvis du forsømmer at smile på dine profilbilleder, så vil det også påvirke dine Facebook-venners syn på dig. Det påstår et studie fra University of Wyoming, der har undersøgt effekten af et smil. Her kiggede 100 forsøgspersoner på billeder af kvinder i fire forskellige poseringer. De kvinder, der smilede, var klart at foretrække blandt forsøgspersonerne, mens de kvinder, der ikke smilede, var de mindst populære. Dermed bør du huske at trække på smilebåndet på dine profilbilleder – også selvom du synes, du ser både sexet, seriøs eller mystisk ud med en halvsur hængemule-mund.

Læs også om de 8 ting du omgående skal stoppe med på Facebook