Alex blev overrasket over mødet med den døve kassedame Sanne: Nu bliver Fakta hyldet for fantastisk initiativ

Nils Würtzenfeld

400 uger siden

|

10/11/2016
Viralt
Foto: Alex Stensholm/Facebook
Foto: Alex Stensholm/Facebook
Hvad der startede som en et positivt Facebook-opslag er nu blevet til en viral hyldes på nettet. Både af Fakta og af kassedamen Sanne.

Dagens topnyheder

- Kære Fakta! Jeg vil meget gerne rose jer for dette fantastiske skridt.

Sådan lød indledningen på den Facebook-besked, som Alex Stensholm fra København tirsdag skrev på Fakas officielle Facebook-side.

Sammen med teksten havde Alex delt et billede af kassedamen Sanne Østergaard, der arbejder i Fakta på Gammel Køge Landevej i Hvidovre. Foran Sanne på kassen stod et skilt med denne besked til butikkens kunder:

- Hej, jeg er døv! ;-) 

Har du brug for varer eller anden hjælp?! Spørg da min kollega i kasse 1.

Er du Coop-medlem? Så vil jeg gerne låne dit kort. 

1000 tak for tålmodigheden og fortsat god dag.

Venlig hilsen

Sanne

Faktamedarbejder

Det var denne besked, og mødet med den smilende og servicemindede Sanne, der fik Alex Stensholm til at sætte sig til tasterne efter sit besøg i Fakta.

I sin besked skriver han:

- Det er dejligt, at I ser muligheder i at ansætte døve - og at det ikke behøver at være et problem. Der er altid idéer som kan fremme folks muligheder for at arbejde. Jeg synes, det simpelt hen er så godt gået af jer! Lyder det fra Alex Stensholm, der håber, at initiativet vil brde sig.

- Jeg håber, at der er flere kæder, som ser denne gode idé, som er med til at skabe muligheder for døve. Døve er i forvejen hårdt ramt af fordomme og arbejdsløshed.

Og det lader til, at Alex ikke er den eneste, der glædes over Faktas initiativ.

For siden opslaget blev skrevet, er historien blevet bragt i flere landsdækkende medier, ligesom det er blevet delt adskillige gange på Facebook. Alex Stensholms billede har allerede fået 14.000 likes og masser kommentarer, hvor folk både roser Alex, Sanne og Fakta for den positive løsning.

Èn af kommentarerne til Alex billede stammer da også fra Fakta på Gammel Køge Landevej, der skriver:

- 1000 tak for alt den positive opmærksomhed ! Vi sindsygt glade for Sanne Østergaard. Hun har fra dag 1 taget udfordringen i stiv arm

Til BT har Sanne Østergaard udtalt, at hun har arbejdet i butikken i næsten to år, og at hun er enormt taknemmelig for at have fået muligheden for at komme i arbejde efter fire-fem år som arbejdsløs. Hun startede som praktikant i butikken i tre måneder, hvorefter hun fik en fastansættelse.

- Det betyder fantastisk meget, og jeg er meget stolt, når jeg sidder ved kassen,' lyder det fra Sanne Østergaard, til BT.
Sanne har også kun gode oplevelser med butikkens kunder.

- Kunderne læser skiltet, og så er de meget smilende, flinke og forstående. Mange af dem kender mig i forvejen, så er de tålmodige, hvis der opstår problemer med kassen, forklarer hun.