Bevæbnede røvere er ved at flygte med deres udbytte: Se nu hvad modig kvinde gør

Skrevet af Nils Würtzenfeld

30/07/2018
Foto: Youtube
Foto: Youtube
Et par juveltyve fik i weekenden ødelagt deres kup, da en handlekraftig kvinde pludselig blandede sig.

Dagens topnyheder

Tilfældige forbipasserende i byen Colchester i det østlige England fik sig lørdag noget af et chok, da de pludselig blev vidner til et røveri ved højlys dag. Det skriver Metro.

Èn af disse forbipasserende var 22-årige Jodie Brown, der sammen med sin kæreste kom gående ned ad gaden, da hun lagde mærke til et postyr foran en juvelerbutik. 

Foran butikken stod en motorcykel, og pludselig fik parret øje på maskede mænd, der trængte ind i butikken.

- Jeg kom gående ned ad gaden, da jeg så opstandelsen, der fandt sted, og pegede på motorcyklen, for at vise den til min kæreste. Han kiggede derned og lagde mærke til, at mændene havde masker på, og så han trak mig væk, fortæller kvinden, der i stedet begyndte at filme optrinnet.

- Han (kæresten, red.) bad mig om at finde min telefon frem og filme det i tilfælde af, at der skete noget. Og vi fik ret. Det var ligesom noget, vi havde set på tv et par aftener forinden, forklarer Jodie Brown.

For ud af butikken styrtede de to maskerede mænd med udbyttet fra deres røveri, mens de var bevæbnede med en boltnøgle og en hammer.

De gjorde klar til at sætte sig på motorcyklen for at stikke af, men pludselig dukkede en kvinde op og flåede nøglerne til motorcyklen ud af hånden på den ene røver og ødelagde dermed deres flugtforsøg.

- Den ene røver forsøgte at få nøglerne tilbage, men det lykkes ikke, fortæller Jodie Brown, der måbende overværede hele optrinnet.

Mens røveren forgæves forsøgte at få sine nøgler igen, blev han pludselig overfaldet og slynget i jorden af en betjent, der tilfældigt var på vej på arbejde.

Det fik den anden røver til at tage benene på nakken og efterlade både medsammensvorne og motorcykel. Det lykkes ham efterfølgende at stikke af med flere urer og smykker.

Politiet leder nu efter den flygtede røver, mens den anden er blevet sigtet for væbnet røveri og vil blive stillet for retten i dag mandag.

Du kan se optagelsen af den voldsomme episode herunder: