De 9 værste fejltagelser kvinder begår i et parforhold

Skrevet af Ane Sørensen

24/01/2018
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Foto: Shutterstock (modelfoto)
Hvis du genkender disse punkter, bør du måske overveje, om du bør handle anderledes i dit parforhold.

Dagens topnyheder

Der er få ting, som er skønnere end at være en del af et godt parforhold. Men sommetider kræver det hårdt arbejde og engagement at få det til at køre på skinner.

Hvis der er knas i parforholdet, kan det måske skyldes en af disse årsager.

Yourtango har samlet de ni største fejl, som mange kvinder begår, når de er i et parforhold.

1. Du kender ikke din egen værdi.
Man siger, at man skal elske sig selv, før andre kan elske én. Hvis du ikke selv kan se, hvor heldig han er, at han har mødt netop dig - så bør du arbejde lidt med forståelsen af din egen værdi. Det er ikke nemt for en mand at respektere en kvinde, som finder sig i at blive behandlet dårligt.

2. Du forstår dig ikke på mænd.
Umiddelbart er kvinder mere komplekse væsener end mænd. Hvis du forventer, at han fungerer præcis som dig, så risikerer du at brænde nallerne. Først når du har en forståelse for, hvordan din bedre halvdel tænker, kan du håndtere ham bedst muligt.

3. Du forsøger at ændre ham.
Et vaskeægte rødt flag i ethvert parforhold er lysten til at ændre på sin partner. Hvis du har en uimodståelig lyst til at rette på din bedre halvdel eller til at ændre de sider ved ham, som du ikke er så tosset med, så træd varsomt. Det kan være ødelæggende for dit forhold, hvis du ikke elsker ham for den, han nu engang er.

4. Du værdsætter ham ikke.
Endnu en klassisk fejl i et parforhold er, at parterne begynder at tage hinanden for givet. Hvis du ikke formår at sætte pris på ham og se alle de kvaliteter, som han besidder, så styrer jeres forhold stille men sikkert mod afgrunden.

5. Du deler ikke dine ‘evner’.
En vigtig del af mandens natur er hans evne og trang til at beskytte og forsørge kvinden i sit liv. Kvindens natur er til gengæld at tage sig godt af sin mand og drage omsorg for ham. Men hvis du er mere interesseret i at modtage end at give, kan det skabe en ubalance, der i sidste ende kan koste jer forholdet.

6. Du skaber for meget drama.
Mange kvinder er mere følelsesladede end mænd. Af samme grund kan bølgerne til tider gå højere hos det feminine køn, hvis hun ikke føler, at hendes behov bliver mødt. Men pas på med at skabe for meget drama i jeres forhold, det vil sandsynligvis få ham til at trække følehornene til sig igen.

7. Du opbygger ikke tillid.
Gensidig tillid er et altafgørende parameter i ethvert velfungerende parforhold. Men for at den skal bestå, må begge parter både udvise tillid til hinanden og give god grund til, at han eller hun kan stole trygt på dig. Er det ikke tilfældet, risikerer du, at forholdet går fløjten.

8. Du forsøger at holde på ham for hurtigt.
Mange mænd har en tendens til at stejle, hvis de føler, at en kvinde hurtigt bliver for omklamrende. Så pas på med at forvente evig troskab fra hans side efter jeres første kys. Giv ham plads og vis ham, hvorfor han har lyst til at være sammen med dig.

9. Du leder efter en mand, der skal fuldende dig.
Endnu en klassisk fejl. Hvis du søger efter en mand, som skal fuldende dit liv, risikerer du at lede meget længe. Som udgangspunkt bør du være tilfreds med din tilværelse, før du søger efter manden i dit liv. Han bør ikke være din redning, men en tilføjelse til din skønne tilværelse.

5 ting han aldrig vil turde sige til dit ansigt, men inderst inde tænker