Hydrocephalus er en tilstand med unormal ophobning af hjernevæske (cerebrospinalvæske) i hjernen. Denne ophobning fører til øget tryk i hjernen. Hydrocephalus blev tidligere kaldt hydrocephalus.
Og det var netop diagnosen, der på uforklarlig vis gjorde, at forældrene ikke ville have deres dreng. Han efterlod dem på fødegangen. Det skriver hjemmesiden Fabiosa.
Dima havde dårlige odds. Han startede sit liv på et børnehjem for handicappede børn i Kramatorsk i det østlige Ukraine. Da drengen fyldte fire år, var han langt bagud i udviklingen af sine jævnaldrende, og han kunne stadig ikke gøre simple ting, såsom at spise med en ske eller gå. Personalet på børnehjemmet tvivlede på, at han nogensinde ville udvikle sig normalt.
Da krigen brød ud i det østlige Ukraine i begyndelsen af 2014, stod Dima pludselig over for en ny fare: børnehjemmet var midt i en konfliktzone. Så sammen med alle de andre børn på børnehjemmet blev Dima tvunget til at evakuere og søge sikkerhed et andet sted.
I en hel uge var børn og personale tvunget til at gå fra sted til sted uden vand, mad eller medicin.
Heldigvis fik en gruppe soldater øje på de vandrende børn. De indså, at flere af børnene ikke ville overleve særlig godt på denne måde, og de tog børnene med til de ukrainske myndigheder. Børnene blev derefter sendt til et hospital i Kharkiv, landets næststørste by.
Da lægerne så Dima for første gang, måtte de holde tårerne tilbage. Han var så reduceret efter al stress, og lægerne mente ikke, at Dima havde en chance for at overleve i det krigshærgede land. De var så desperate, at de kontaktede en præst, som de ønskede at bede for, at en familie skulle adoptere drengen.
Præstens bønner blev hurtigt besvaret. Først endte Dima og hans venner på et nyt børnehjem. Og et par uger senere ankom et ægtepar ved navn Ernest og Ruth Chaves fra Vermont i USA.
De havde hørt om krigen og ville adoptere et barn fra den krigshærgede region. Så snart de så Dima, vidste Ernest og Ruth, at de ville hjælpe ham. De besluttede at adoptere Dima, og den lille drengs liv ændrede sig igen - denne gang til det bedre. Ernest og Ruth havde allerede adopteret syv børn og var godt vant til rollen som forældre.
Livet med hans nye familie var det bedste, der kunne være sket for den lille dreng. Udviklingen accelererede nu. Blot et par dage efter at han ankom til sit nye hjem, opdagede hans forældre, at han var i stand til at spise med en ske.
I dag kan Zebedias tale. Han kan forstå og tale både ukrainsk og engelsk. Og vigtigst af alt, han kan gå. Amerikanske læger har undersøgt Zebadiahs hjerne og er overbeviste om, at den ikke havde lidt meget skade af sygdommen. De siger, at chancerne er gode for, at han vil udvikle sig normalt.
