Håndtaske lavet af kat sat til salg på nettet

Skrevet af Morten Larsen

20/09/2016
Foto: TradeMe
Foto: TradeMe
Du kan købe håndtasken for omkring 9.000 kroner.

Dagens topnyheder

På den newzealandske auktionsside TradeMe kan du ikke købe katten i sækken, men derimod en unik og ret bizar håndtaske af ægte mis.

Du vil helt sikkert vække opsigt på gadeplan og i nattelivet, hvis du ender som højestbydende i auktionen om det pelsklædte modetilbehør - det kræver dog en vis pondus i tegnedrengen, da startprisen er på lidt over 9.000 kroner.

Tasken med det udstoppede katteansigt er blevet til virkelighed i hænderne på den professionelle konservator Clara Hobbs.

Hun forklarer i salgsbeskrivelsen, at håndtasken er et udtryk for hendes 'kunstneriske lidenskab' og lyst til at 'konstruere det surrealistiske'.

Samtidig forklarer hun, at ingen dyr er blevet dræbt i skabelsesprocessen af den morbide tasken.

- Man sender helt sikkert et statement med tasken, men den er ikke noget for mig. Vi er dog overbevidste om, at der nok skal være en køber derude, siger Logan Mudge, der er talsmand for TradeMe.

- Det er en temmelig usædvanlig taske. Vi forventer, at auktionen vil tiltrække sig en masse opmærksomhed i løbet af de næste par dage, fortsætter talspersonen fra auktionssiden.

Hos dyreorgansatinen Save Animals From Exploltation kalder man tasken for 'respektløs' og et udtryk for 'dårlig smag', lyder det på den newzealandske hjemmeside Stuff.

I kommentarfeltet kan man se, at én person kalder tasken for 'smuk', mens en anden bruger på humoristisk vis spørger, om vedkommende selv kan blive lavet til en eksklusiv håndtaske i døden.

Der er endnu ikke budt på tasken.