Just Eat med vildt tilbud: Bliv gift på denne dato og få maden gratis

Skrevet af Nils Würtzenfeld

26/04/2018
Udbringningsfirmaet Just Eat vil gerne stå for dit bryllup, hvis de må bestemme datoen.

Dagens topnyheder

Om lidt over tre uger vil hele England stå på den anden ende, når prins Harry og Meghan Markle siger ja til hinanden ved et storslået bryllup 19. maj.

I den forbindelse har online take-away-virksomheden Just Eat øjnet en god mulighed for at gøre den royale begivenhed til en smart måde at gøre reklame for sig selv. Det skriver britiske Metro.

I hvert fald har Just Eat stablet noget af et tilbud på benene til deres engelske kunder. For takker man ja til at blive gift på samme dato som det kongelige par - altså 19. maj - så vil madbestillings-siden kvit og frit stå for catering-opgaven i forbindelse med ens bryllup.

Virksomheden leder dog kun efter ét par, der er villige til at slå til i forbindelse med reklamestundet. Derfor bliver der sikkert rift om tilbuddet, der inkluderer 1.000 pund - omkring 8.500 kroner - som man kan bruge på mad fra take-away-virksomheden.

Hvis du tænker, at 8.500 kroner ikke rækker langt i forbindelse med en bryllupsmenu så husk på, at maden heller ikke ligger i den dyre ende. Menuen, som man kan vælge fra, omfatter nemlig Just Eat-klassikere som burgere, pizza, pomfritter eller durum.

Så vist du står overfor at skulle giftes og ikke har noget imod, at menuen minder om en tømmermands-servering fra din lokale grillbar, så foreslå din bedre halvdel at rykke jeres forestående bryllup til England og kontakt Just Eat via denne mail: wedding@just-eat.co.uk.

I mailen skal man vedlægge et foto af sig selv og sin partner, mens I spiser jeres yndlings takeaway-fastfood.

Og nå ja - skynd jer også lige at send nogle invitationer ud, hvis I skal nå at have både familie og venner med. Det er jo lige om lidt.