Kommune faldt pladask for falsk mail: Stoppede udbetaling til syg kvinde

Skrevet af Emil Ryttergaard

10/01/2017
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
En sagsbehandler i Københavns Kommune må have røde ører efter at have lukket for udbetaling for en borger, der havde fået hacket sin mail.

Mest læste i dag

Kommunerne er meget opmærksomme på folk, der snyder. Hvad enten det er sygedagpenge, kontanthjælp eller andre ydelser, så har kommunen løbende ret til at tjekke, at alt foregår efter bogen.

Men engang imellem går kommunens egen kontrol over gevind, som da en kvinde, som søgte efter fleksjob fik stoppet udbetalingen af sin ledighedsydelse, skriver TV2 Lorry

For da kvindens sagsbehandler havde fået en mail om, at kvinden var strandet i Liverpool i England og manglede penge til at komme hjem, så blev der smækket med låget til pengekassen. Hvis kvinden var i udlandet, var hun jo ikke berettiget til at modtage ydelser.

Problemet var bare, at hackere havde fået adgang til kvindens mail og forfattet en røverhistorie, der på gebrokkent engelsk forklarede, at kvinden var strandet i Liverpool og bad om penge, svarende til knap 3000 kroner sendt via Western Union. 

Den falske mail blev taget som gode varer hos kommunen, og det var en klar fejl, da kvinden kun i meget begrænset omfang kunne forlade sin lejlighed, hvilket fremgik af hendes sag i kommunen.  

Sagen bliver derfor brugt som et skrækeksempel af Københavns Kommune, der i en ny rapport selv omtaler sagen i forbindelse med korrekt bevisvurdering, når der er tvivl om borgeres lidt for kreative tilluskning af offentlige ydelser. 

Sagen har fået Ulrik Kohl, der er borgerrepræsentant for Enhedslisten, til at sætte sig til tasterne og give en opsang til kommunen, som han mener mistænkeliggør sine egne borgere. 

- Kære kommune, du er nødt til at få gjort noget ved din sygelige mistro. Prøv lige at husk på, at det er dig, der er til for borgernes skyld. Ikke omvendt, skriver Ulrik Kohl på Facebook.

Se hele Ulrik Kohls indlæg i debatten her.