Kvinde skælder ejer ud, efter at hun finder skræmt hund i vejkanten: 'Du er et møgsvin, og du skal bøde'

Skrevet af Morten Larsen

21/09/2016
Den lille hvalp blev efterladt i en skov, mens manden drønede væk i sin bil.

Dagens topnyheder

Den amerikanske dyreven Danielle Cole lader sine frustrationer få frit løb på Facebook, hvor hun beskriver, hvordan en mand efterlod sin hund som 'affald i vejkanten' i et skovområde i delstaten Michigan.

Den vrede kvindes mand var fredag eftermiddag ude i skoven tæt på byen Allegan Township, og her lagde han mærke til en bilist med en mistænkelig og forhastede adfærd.

- Lad mig fortælle dig, hvad der skete med din hund, da du drønede væk i bilen, skriver Danielle Cole i sin besked til den ukendte mand.

Hvalpen blev efterladt i skoven, mens manden kørte væk fra tilværelsen som hundeejer.

Hunden forsøgte at løbe efter sin ejer i bilen, men endte med at blive så træt i benene, at den kollapsede i vejkanten, forklarer Danielle Cole på det sociale medie, hvor over 27.000 mennesker har delt opslaget.

- Min mand stoppede for at hjælpe din hund, men den lille fyr var så bange, at han løb ind i skoven for at gemme sig, skriver Danielle Cole og forklarer, at parret samme aften gik ud for at lede efter hvalpen.

De fandt hunden i det område, hvor den tidligere på dagen var blevet efterladt.

Den trofaste hvalp stod og ventede på, at dens ejer ville komme tilbage.

Hunden forvandt igen ind i skoven, da ægteparret forsøgte at nærme sig den.

Lørdag morgen tog Danielle Coles mand tilbage til skoven. Han medbragte masser af godbidder og en af parrets egne hunde i håbet om, at hvalpen ville føle sig mere tryg.

Igen løb den lille hvalp væk, men det lykkedes Danielle Cole at få kontakt til den, da hun et par timer senere kom tilbage til området med en fyldt madskål.

Hun har nu valgt at adoptere hunden, da den nu bor hos ægteparret, deres tre børn og de andre hunde.

- Hvordan kan du efterlade din hund som var den affald, lyder det rasende fra Danielle Cole til den ukendte mand.

- Du er et møgsvin, og du kommer til at bøde for det her en skønne dag, skriver hun og opfordrer folk til at dele den arrige besked i håbet om, at manden på den måde vil ende med at se opslaget.