Kvinde fik taget DNA-test: Kort tid efter blev hun ringet op af politiet

Skrevet af Nicolai Busekist

03/02/2023
Foto: TikTok
Foto: TikTok
En kvinde fik taget en DNA-test, da hun ville mere om sit stamtræ. I stedet endte hun med at blive ringet op af politiet.

Dagens topnyheder

Efter at have taget et DNA-test, blev Jackie Vadurro i slutningen af januar ringet op af en drabsefterforsker, der hævdede, at hendes DNA var blevet kædet sammen med en 36 år gammel drabssag.

Jackie havde taget en DNA-test via tjenesten 23andMe, som er en af de største aktører på markedet, og havde svært ved at tro på, at det var sandt, hvad drabsefterforskeren sagde.

Det viste sig dog, at det faktisk ikke var et prank-opkald. Derimod var drabsefterforskeren fuldstændig seriøs.

"Jeg blev så overrasket," sagde den 31-årige Jackie, da hun udtalte sig til New York Post.

"Jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Men når politiet ringer til dig om et mord, siger du: 'Åh min gud, hvad er jeg involveret i?'."

Ud af det blå, var Jackie pludselig blevet involveret i en drabsefterforskning, hvilket hun næppe havde forventet, at hun ville blive.

"Jeg lever i min egen 'Dateline'-episode," siger hun i en video, hun har delt på det sociale medie TikTok.

"Jeg fik et opkald fra et hemmeligt nummer på min telefon. Det var en drabsefterforsker fra San Diego," siger hun også i videoen.

Jackie, der er influencer og bor i Palm Springs i Californien, fortæller også, at drabsefterforskeren afslørede, at hendes DNA var blevet kædet sammen med en drabssag fra 1986, hvor en ukendt kvinde blev skudt og efterladt på en landlig vej i San Diego.

"Ingen har nogensinde meldt hende savnet. Efterforskerne ved ikke, hvem hun er," fortæller hun.

"Og nu tror de, at jeg måske er i familie med hende på grund af mit DNA, som jeg uploadede på 23andMe."

Kunder hos 23andMe bliver typisk bedt om at indsende en spytprøve til et laboratorium. Efter 3-4 uger får man adgang til en rapport, der som regel indeholder information om kundens stamtræ, sundhedsrisici m.m.

I nogle tilfælde er det også muligt for politiet at få adgang til disse informationer, hvis det har relevans for en efterforskning, som det var tilfældet i denne forbindelse.

Efter at have fået bekræftet, at der var tale om en helt legitim drabsefterforskning, valgte Jackie naturligvis at samarbejde med politiet.

"Inden for 30 minutter havde efterforskeren ringet tilbage til mig og sagde: 'Jackie, en stor tak. Det er det største gennembrud, vi har fået i denne sag i et helt år. Du er et DNA-match til Jane Doe-offeret," siger hun i en efterfølgende video.

"Min familie og jeg har stadig ingen idé om, hvem hun er, eller hvor hun kom fra. De tror, hun var et uægte barn, og det er derfor, ingen har meldt hende savnet eller noget."

Efterforskerne var i stand til at fastslå, at kvinden var fra Jackies mors side af familien. De mener, at mordofferet var hendes mors oldefars barn.

"Efterforskeren sagde: 'Jackie, du kan være gennembruddet i denne sag, og du er dybest set Ground Zero lige nu'," siger hun i sin video.

Hun tilføjer, at politiet har knyttet hende og deres mordoffer til en kusine i New York, som har lovet at købe Jane Doe en gravsten og give hende en ordentlig begravelse, når hendes identitet er officielt fastlagt.

Og selvom politiet endnu ikke har været i stand til at opsnuse den afdødes navn eller hendes nøjagtige alder, har de fundet ud af, hvordan hun døde.

"De sagde, at hun blev skudt en gang i brystet. De tror ikke, hun var prostitueret, fordi hun var klædt rigtig flot i en flot nederdel med fine sandaler på," siger Jackie.

"Hun var en rigtig smuk pige. Velholdt. Hun kan være flyttet fra Mexico til USA, og have mistet kontakten med sin familie. Det er så vildt trist."

Nu venter Jackie spændt på, at hun får yderligere opdateringer om sin slægtninges sag.

"Mig og denne Jane Doe deler DNA. Hun er en del af mig. Jeg er glad for, at jeg er i stand til at bringe hendes historie frem i lyset og forhåbentlig hjælpe med at fange den forfærdelige person, der dræbte hende," runder hun af.