Joaquin og Aitana de Jesus Ontiveros skulle efter lægernes plan først komme til verden den 27. januar 2018.
Den plan havde tvillingerne dog ikke lyst til at følge. Det var nemlig ikke kun fyrværkeriet, der var krudt i nytårsnat - det var der også i Joaquin og Aitana, der var klar til at komme ud af deres moders mave allerede en måned før lægernes vurdering.
Mens fyrværkeriet bragede løs ude foran vinduerne på Delano Regional Medical Center i Californien nytårsnat fødte Maria de Jesus Ontiveros tvillinger.
Selvom tvillingerne blot blev født med små 20 minutters mellemrum, er de født i hvert sit år, i hver sin måned og på hver sin dag.
Det skriver Daily Mail, der samtidig bekræfter, at det er utroligt sjældent at en fødsel som denne, finder sted.
Derfor skulle det naturligvis dokumenteres med et billede af hele personalet samlet om fødesengen:

Foto: Delano Regional Medical Center
- Det var en stor overraskelse! Hele familien føler sig velsignet og er spændte på fremtiden, fortæller en talsperson fra familien.
Den lille dreng Joaquin kom til verden klokken 23.58 den 31 december 2017, mens den lille pige Aitana blev født 18 minutter senere klokken 00.16 den 1. januar 2018.
Selvom de er tvillinger, vil de således aldrig fejre fødselsdag samme dag eller år.
Maria har i forvejen tre døtre med manden Joaquin, som deres lille søn nu har fået navn efter.
Tvillingerne er sunde og raske og klar til at vende hjem til deres nye hjem i Earlimart nær Santa Barbara.
Læs også: Nyfødt spædbarn fundet på gaden