Plejeren Jonas opdagede noget underligt foran ældre beboers dør - alarmerede straks politiet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

18/10/2016
Foto: Jonas Nordmark/Facebook/Shutterstock
Foto: Jonas Nordmark/Facebook/Shutterstock
En plejehjemsansat hyldes nu for at tænke hurtigt, da han blev opmærksom på en lille, men afgørende detalje på en trappeopgang.

Dagens topnyheder

Jonas Nordmark arbejder til daglig som plejer ved plejehjemmet Attendo i Östersund i Sverige, men i torsdags kom han ud for en dramatisk begivenhed. Det skriver Op.se.

Da Jonas var i færd med at køre sin sædvanlige runde fra borger til borger, passerede han på et tidspunkt en opgang i bydelen Körfältet, hvor der ude foran én af lejlighederne stod et par efterladte portioner uåbnet færdigmad, hvilket undrede Jonas.

Da han dagen efter kørte forbi samme opgang, stod kasserne med færdigmad fortsat på trappen til døren, hvilket fik Jonas til at handle hurtigt. Efter at have ringet på døren til den låste lejligheden, kontaktede Jonas straks politiet.

- Jeg tror, at du får en stor indsigt ved at arbejde i hjemmeplejen. Du lægger mærke til de små ting, fortæller Jonas Nordmark til Op.

Jonas' opmærksomhed på de små ting skulle da også vise sig at blive afgørende, for da politiet ankom til stedet og fik brudt døren til lejligheden op, gik alvoren først rigtig op for Jonas.

I lejligheden lå nemlig en ældre mand på gulvet med et stort sår i panden og var slemt medtaget. En ambulance blev straks tilkaldt, og Jonas blev ved den ældre mands siden, indtil hjælpen nåede frem.

I den forbindelse modtog Jonas stor ros fra både ambulancefolk og politi.

- De mente, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, og at jeg havde været opmærksom. Det er nok mit arbejde i hjemmeplejen, der gør, at jeg lægger mærke til detaljer, forklarer Jonas Nordmark og tilføjer, at politiet mente, at Jonas sandsynligvis havde reddet den ældre mands liv.

Siden er Jonas blevet hyldet flere steder for sin hurtige og afgørende indsats.