Ukrainekonflikten forklaret helt simpelt i viral og pædagogisk video

Mathias Madsen

159 uger siden

|

01/03/2022
Hvorfor angriber Rusland Ukraine, hvorfor hjælper NATO ikke, og hvad er egentlig hoved og hale i det hele?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Konflikten og krigen som netop nu foregår i Ukraine kan være svær helt at forstå. 

De fleste har nok fanget, at der er krig i Ukraine, og at det meste af verden er enige om, at Rusland og landets præsident, Vladimir Putin, er 'skurkene', men hvorfor er de egentlig det?

Hvorfor vælger et så stort land som Rusland at starte en krig og slå så mange mennesker ihjel bare for at få et lille stykke land mere, og hvorfor gør hverken amerikanerne, NATO eller Kineserne ikke det store ved det?

Hvis du også har stillet dig selv disse spørgsmål, men stadig ikke helt har forstået sammenhængen, når du har læst lange forklaringer om NATO-samarbejder, Sovjetunionens fald, russisk politik og atomvåben, så læs med her. 

Den australske radio- og tv-vært og komiker, Adam Hills, har nemlig forklaret situationen i et tv-program, som han har delt et klip fra på TikTok. 

Klippet, som forklarer situationen ved at bruge en togkupé som metafor, har siden sin deling i går, d. 28. februar, allerede fået mere end én million visninger og mere end 150.000 'likes', og det er nemt at se hvorfor. 

Den australske komiker forklarer nemlig situationen meget pædagogisk.

Han starter videoen med at sidde på ét sæde ud af fire, i hvad der skal ligne en togkupé. Han forklarer, at han skal forestille Rusland, og at de tre andre sæder er Ukraine. 

"Det sæde her tilhører Krim [halvøen]," siger han og klapper på sædet ved siden af, men smider så sin taske derop, mens han siger: "Men ved du hvad? Jeg ligger min taske her."

"Alle andre i toget kan se, hvad jeg laver, men ingen ønsker at være den, som nævner det," fortsætter han. 

Han forklarer så, at han - altså Rusland - så begynder at få det behageligt og smider fødderne op på sædet, "som er reserveret til Donbass regionen."

"[...] måske putter jeg endda en hæl over på Hviderusland [...] og ingen gør noget," fortsætter han. 

Han hiver herefter en 1:1 dukke ud af Vladimir Putin og sætter den på det sidste sæde ("Kievs sæde") for at illustrere Ruslands invasion af Ukraine. 

Han slutter derefter af med at sige, at alle ombord på toget håber, at en amerikaner gør noget ved det, men at "den eneste amerikaner ombord desværre er gammel og senil," som en humoristisk bemærkning til USA's 79-årige præsident, Joe Biden. 

Videoen fortsætter så med sjove metaforer for de fleste af verdens stormagter og 'forklaringer' på, hvorfor de ikke gør noget. 

Du kan se videoen herunder: