Riis holder også pressemøde i London på mandag

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Så kan forbindelsen næsten ikke blive mere tydelig.

Fredag eftermiddag meddelte Oleg Tinkov, at den russiske storsponsor vil afholde et pressemøde i London på mandag, som handler om et ejerskab af et professionelt cykelhold.

Og fredag aften kom Saxo Bank så med en pressemeddelelse, hvori det stod, at holdet ligeledes afholder et pressemøde i London på mandag klokken 16 dansk tid.

På pressemødet, som i øvrigt finder sted hos firmaet Google, vil den nuværende holdejer Bjarne Riis være til stede, og det vil holdets kaptajn Alberto Contador og hjælperytteren Nicolas Roche også.

- Team Saxo-Tinkoff inviterer til international pressekonference med vigtige nyheder om holdets fremtid, lyder det i pressemeddelelsen.

Derudover står der intet om, hvad der skal ske på pressemødet, eller om det har forbindelse til Oleg Tinkovs overtagelse af et cykelhold.

Oleg Tinkovs sponsorat af Bjarne Riis' cykelhold udløber til nytår. Og det har indtil videre virket usandsynligt, at Tinkov og Riis skulle fortsætte samarbejdet.

Tidligere på året har Oleg Tinkov ytret sig i meget kritiske vendinger over Alberto Contadors præstationer under dette års Tour de France. Russeren mente blandt andet, at spanieren var overbetalt.

Ifølge cykelsitet Velonews vil Tinkov mandag på en pressekonference i London fortælle navnet på det professionelle cykelhold, som han har købt.

- Jeg har altid drømt om at være med på sportens højeste niveau. Nu har jeg muligheden, siger Tinkov ifølge Velonews.

Tinkov har tidligere været nævnt som en mulig køber af Riis Cycling, der driver Saxo Bank-Tinkoff Bank.

Og Tinkovs italienske rådgiver har fortalt, at man har forhandlet med flere hold, og Saxo Bank har bekræftet, at man har talt med russeren.

/ritzau/