Udvisning af mor og et-årig datter: Johanne Schmidt kræver svar af Bødskov

Skrevet af Sol Stoffregen

12/11/2013

Dagens topnyheder

Det er en gal Johanne Schmidt-Nielsen, der har stillet spørgsmål til justitsministeren, Morten Bødskov (S), i dag i folketinget.

Spørgsmålene handler om den syge 40-årige Benny Andersen fra Bornholm og hans familie, den et-årige datter Emma Lee og konen Luisa Lee, som har fået nej til familiesammenføring og er tvunget til at rejse til Taiwan uden Benny, som ikke er rask nok til at leve i Taiwan.   

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

- Det er endnu en ulykkelig sag i rækken af tilfælde, hvor familier bliver splittet ad som følge af en alt for rigid og stram udlændingelovgivning, siger Johanne Schmidt-Nielsen, som er langt fra den eneste utilfredse politiker, til TV2 Bornholm.

Hele sagen undrer Enhedslistens gruppeformand, som stiller spørgsmåltegn ved flere forhold.

- Det paradoksale er jo, at hovedargumentet for afslaget af familiesammenføringen er, at Benny Andersen har modtaget kontanthjælp inden for de sidste tre år. Hvis han havde været på førtidspension, som han er nu, ville der dog ikke være problemer, siger Johanne Schmidt-Nielsen til TV2 Bornholm.

LÆS OGSÅ: Udvisning: Kronisk syge Benny mister sin et-årige datter og kone på fredag

I weekenden fortalte justitsminister, Morten Bødskov, at han ikke har mulighed for at gribe ind i sagen og ændre afgørelsen.

- Jeg forstår godt, at et afslag på familiesammenføring kan være hårdt for den enkelte familie. Jeg har af principielle grunde ingen kommentarer til konkrete sager, som er behandlet af Udlændingenævnet. Udlændingenævnet er øverste administrative myndighed på området. Man kan derfor ikke klage over nævnets afgørelser til Justitsministeriet, og jeg kan heller ikke gribe ind i nævnets konkrete afgørelser, skriver justitsminister Morten Bødskov i en mail til TV2 Bornholm.

Benny Andersen er førtidspensionist og lider af den sjældne sygdom "kronisk sarkoidose", som har ødelagt hans immunforsvar. Sygdommen gør det ekstremt farligt for ham at flytte til udlandet.

I princippet kan den et-årige Emma Lee blive i Danmark, eftersom hun har dansk statsborgerskab, men Benny er ikke i stand til at passe på datteren på grund af sin sygdom.

Derfor skal hans kone, som kun har turistvisum til Danmark, have datteren med til hjemlandet Taiwan.  

Benny Andersen har mulighed for at ansøge om familiesammenføring på ny om et par år.