Forside Biler Ny test afslører stor forskel: Alle 44 elbiler kørte kortere...

Ny test afslører stor forskel: Alle 44 elbiler kørte kortere end lovet

electric car range 1
Shutterstock.com

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 44 elbiler, og resultatet giver anledning til eftertanke.

Når danske forbrugere skal investere i en ny bil, lander valget i langt de fleste tilfælde på en elbil i dag.

Men hvilken model, man skal vælge, kan være en vanskeligere beslutning.

Derfor udgiver Forbrugerrådet Tænk nu en test af elbiler for første gang. 

44 elbiler på tværs af størrelser og producenter er blevet testet for bl.a. batterieffektivitet, sikkerhed og køreegenskaber.

I alt er der foretaget 350 målinger og bedømt mere end 2.000 detaljer i både laboratorieundersøgelser og brugstest. 

Sådan skriver Forbrugerrådet Tænk i en pressemeddelelse.

”For de fleste er bilen et af de største køb i livet, måske kun overgået af boligen. Derfor vil vi også gerne give forbrugerne adgang til helt grundlæggende oplysninger om fx batterieffektivitet, sikkerhed og køreegenskaber med mulighed for at sammenligne bilerne, før de træffer valget. Testen en helt objektiv, og derfor har vi også ladet mere subjektive spørgsmål om smag og design være helt op til forbrugerne selv at vurdere,” siger Thomas Sterner Pedersen, testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk. 

Kører meget kortere end angivet 

Testen afslører blandt andet stor forskel på den rækkevidde per ladning, som producenten oplyser til forbrugerne, og rækkevidden målt ud fra et mere realistisk kørselsmønster. 

Alle testede biler kørte kortere end angivet.

For én bil var forskellen over 30 procent, mens en anden kørte mere end 140 km kortere end angivet. Det kan gøre det svært for forbrugerne at vurdere, hvor langt bilen reelt kan forventes at køre. 

“Forbrugerne bør kunne stole på de oplysninger, de får, når de køber en elbil. Vores test viser, at der kan være en betydelig forskel mellem den oplyste rækkevidde og den rækkevidde, man oplever under mere realistiske kørselsforhold. Det understreger, hvor vigtigt det er, at forbrugerne har et realistisk grundlag for at vurdere, hvor langt bilen kan køre i praksis, ” siger Thomas Sterner Pedersen. 

Bilproducenter tager udgangspunkt i en specifik målemetode – den såkaldte WLTP-standard – når de skal angive rækkevidden per opladning.

I Forbrugerrådet Tænks test er der i stedet taget udgangspunkt i en anden målemetode, som giver et mere realistisk billede ud fra et typisk kørselsmønster.

Blandt andet inkluderes mere motorvejskørsel, hvor farten både sænkes og hæves, som ofte vil være tilfældet i forbindelse med fx trafik eller vejarbejde. 

Testen af elbiler er foretaget af det europæiske testsamarbejde, ICRT, som Forbrugerrådet Tænk er en del af. 

Ads by MGDK