Mor bekymret for 13-årig datter: Irene er stukket af

Skrevet af Lotte Sørensen

14/09/2013

Dagens topnyheder

Alt virkede normalt, da familien Eversen i aftes spiste aftensmad sammen i hjemmet i Silkeborg. 13-årige Irene havde haft en god dag i skolen og var glad. Efter maden tog Irene ud for at mødes med venner på nogle multibaner i nærheden. Det var i hvert fald det, hun sagde.

Men hun kom ikke hjem kl. 22 som aftalt.

- Jeg har sms'et lidt med hende, hvor hun skriver, at hun ikke vil hjem, at vi skal holde kæft og blande os udenom, fortæller Irenes mor Mille Eversen til Dagens.dk.

Det kommer meget bag på Mille Eversen, da de ikke har været uvenner, og fordi stemningen var god, inden Irene tog afsted. Hun er tidligere stukket af hjemmefra, men er altid kommet hjem igen efter kort tid, og hun har aldrig været væk en hel nat.

Læs også: 13-årig var væk i et døgn: Irene er fundet i god behold

Irene har i sms'er fortalt, at hun er sammen med en fætter, som er stukket af fra en institution.

- De er gode venner, men han er dårligt selskab, fortæller Mille Eversen.

Hun tror, at de kan være i Resenbro, Gern eller Aarhus.

- Men de kan være hvor som helst, siger Mille Eversen, der har efterlyst Irene hos politiet i Silkeborg.

Irene er ca. 170 centimeter høj, har lyst hår og er spinkelt bygget. Hun er iført sort læderjakke, sorte bukser, hvide conversesko og samme bluse som på billedet.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med