Tusindvis af danskere kan se frem til en skatteregning.
Hvert år er der mange danskere, som ser frem til at tjekke deres forskudsopgørelse. Det er her, man får et overblik over sin forventede indkomst, fradrag og skat for det kommende år.
For mange boligejere kan den årlige opgørelse dog byde på en ubehagelig overraskelse, når den åbner den 24. november.
Særligt de seneste års prisstigninger på boligmarkedet vil nu slå igennem på en måde, som mange ikke har oplevet før.
Det betyder, at tusindvis af danskere snart kan se frem til en højere skatteregning.
Højere boligskatter
Boligskatterne har i en periode ligget stabilt, fordi de blev beregnet ud fra vurderinger, som ikke fulgte med markedspriserne.
Ved overgangen til det nye boligskattesystem mærkede de fleste boligejere heller ikke de store ændringer.
Nu kommer prisudviklingen fra 2024 til 2026 med i beregningen, hvilket vil resultere i højere skatter for mange, især i og omkring København, ifølge Søren Thorvaldsen Svane Keller, skatteekspert og partner i PwC.
Ejerboliger beskattes i 2027 ud fra 2026-vurderingen, som ikke laves som en konkret vurdering af den enkelte bolig.
I stedet videreføres 2022-vurderingen og prisfremskrives til 2026-niveau på baggrund af prisindeks fra Danmarks Statistik.
Denne 2026-vurdering vil fungere som beskatningsgrundlag for både 2027 og 2028.
Mulighed for lån
Ejendomsvurderingerne følger som udgangspunkt prisudviklingen i kommunen, og de seneste års stigende boligpriser betyder højere boligskatter i stort set hele landet.
For eksempel forventes prisudviklingen i Københavns Kommune at medføre en stigning i ejendomsskatterne på cirka 21 procent for ejerlejligheder og 20,3 procent for helårshuse.
Hvis man ikke ønsker eller har mulighed for at betale stigningen med det samme, kan man vælge et boligskattelån, også kaldet indefrysningslån.
Dette betyder, at man låner til stigningen i ejendomsværdiskat og grundskyld.
“Boligskattelånet kan være en god løsning, hvis stigningen presser budgettet. Men det er et lån, der skal betales tilbage med renter. Brug derfor forskudsopgørelsen til at tage aktivt stilling til, om du vil betale stigningen løbende eller indefryse den,” forklarer Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Indefrysningslån har en variabel rente, der offentliggøres hvert år, og renterne er ikke fradragsberettigede.
Man skal tilvælge boligskattelånet via forskudsopgørelsen senest den 31. december 2027.